fredag den 12. juli 2019

En fødsel. Opbrud - nye tider -

Vi skulle flytte.

For at forstå, hvorfor der skete en meget stor forandring i vores tilværelse, er det nødvendig at forestille sig vintrene - den "lille" plads i det store hus, og selv om der nu var en ung pige, besværet med små børn sådan et sted.
Man havde længe haft en lille grund i Mannemarke, havde endnu ikke fået bygget. (Solgte den til Egon Christiansen)

Vi skulle flytte til et hus i Stege. Min mor havde købt huset, orkede ikke at bo så isoleret med små børn. Tiderne havde ændret sig.
Det ville blive så dejligt for os alle.
Der ville være varme over det hele, og et badeværelse.
Der ville være en have.
Der ville ikke være langt til skolen.
Der ville være masser af børn at lege med.

I skolen var man ved at tage afsked med os. Vi skulle flytte 1. november.
Det gjorde vi ikke - og Frk. Nielsen undrede sig over, at vi forsatte med at komme i skole. Jeg sagde ingen ting..Jeg syntes at det var så flovt, at vi havde fået endnu en lillebror.

En fødsel, en urolig morgen.
Vi fulgte med "bag døren", der var en masse uro en tidlig morgen sidst i oktober, vi skulle blive på værelset.
Senere fortalte mor, at hun havde haft en' ve, efter at have været oppe - var gået i seng igen. Derved kom Farmand til at modtage sin yngste søn midt i ægtesengen.
Stå helt alene - han ringede efter jordmoderen, som vejledte og kom.. Farmand havde hørt, at der skulle koges en masse vand, han spurgte, hvordan med det..... "lav kaffe" sagde jordmoderen....
Har hørt historien mange gange.
Derefter blev min mor bragt til Stege Sygehus. Der var ikke noget galt, det var ro og afslapning hun havde behov for.
Det barn kom til at betyde alt for Farmand. Han blev far og "bedstefar".
Min lillebror Peter kan prale af at være født få meter fra Klinten 100 m ned - på selve Store Klint. (han gør det)

Det udsatte flytningen.
Jeg husker lugtene, malinglugt hang som en tung dyne i hele huset, alt var nymalet. I køkkenet var der lagt nyt gulv af kork, i badeværelser nyt gulv af gummi, det sidste gav rummet en vedvarende speciel gummiagtig duft.
Nederste etage bestod af en lang gang. Tv. stuen med åbning til spisestuen. For enden th. et værelse og så køkkenet m/spisekammer og sidst trappen ned til kælder, og op til 1. sal. Det blev vores domæne. Her var badeværelset, børneværeldet og soveværelset. Der var fuld kælder, vaskekælder med grukeddel. Fyrrum - brændsels rum og viktualierum.

Der var en stor fin have. En forhave med  lave buskbom hække, med lavendel blomster - løgplanter om foråret og roser omkring en græsplæne.
Man kunne ikke gå venstre rundt om huset, fordi "vi" havde bygget en garage helt i skel, og delte vores indkørsel med naboen. Han havde fordel af det. da han bag sit hus havde sit værksted, han var tømrer.
Til højre var hovedindgangen, og langs hækken til den anden nabo, var der passage til en stor solrig baghave. Et sandt frugt"fad" - Bær buske, frugttræer og en køkkenhave. Der var en stor græsplæne. Det hele for os nyt og lovende.

Det har sikkert været spændende den første tid, dejlig varme og alt nyt.
Der var dog begrænsninger, bl.a. var der ikke megen plads til leg.
I Børneværelset var der et stort indbygget skab, der var køjesenge + en seng, 2 kommoder, det gav meget lidt gulvplads. Der var heller ikke meget plads til legetøj. Der skulle vi 3 børn lege og lave lektier, opholde os. Når vi larmede, blev der "råbt" om ro.
Vi blev sendt ud at lege - der var sikkert nogen der ude, der ville lege. Det var der ikke altid.

Jeg var heldig, at der for enden af haven, var en pige, som var gerne ville se, hvem de nye genboer var. Vi fandt faktisk hurtigt sammen, og jeg slæbte i starten også Tore med. Det var et helt anderledes hjem.
Tore og jeg begyndte i Stege skole.
Det var fra starten ikke særlig vellykket.
Før havde vi været "dem fra Store Klint", nu kom vi med vores tyske efternavn.
Tore havde på det tidspunkt ikke lært z, kunne ikke engang stave til navnet.
Han var meget uheldig med sin klasselærer,  som faktisk "forfulgte" ham. Han blev straks klassens syndebuk.
Det var dengang tilladt, at afstraffe med slag m.m. og Tore fik sin del. Hvis han klagede hjemme, blev det slået hen, han var sikkert selv skyld deri. Først da det gik helt galt, lærerinden tog Tore ud på gangen, holdt ham i den ene arm, mens hun slog og svingede ham rundt, da hun slap ham røg han ud gennem ruden og måtte til læge... først da reagerede man hjemme.
Tore blev meldt ud af Stege skole.
Frøken "Særmark Thomsen", var ikke min lærer, mener hun rejste senere.

Tore startede så på Bogø Kostskole.
Mor havde det ikke godt med at sende ham hjemmefra.
For at komme frem og tilbage måtte man køre med bus fra Stege til Bogø. Mor fulgte ham der over, så skulle han selv tage bussen hjem, når han havde fri weekend.
Nu hed det dine, mine og vores børn.
Ansvaret - Tore var nu helt udenfor min rækkevidde
Tore levede i en regelmæssig dag rytme, trivedes, og klarede sig godt også i skolen. Tore var spinkel, og selv om han spiste godt, tog han ikke på.
Vi havde som børn, jævnligt ondt i halsen eller ørerne, i forbindelse med forkølelser, og det tog mor sig altid af. Vi blev beordret i seng. om nødvendigt tilkaldt læge, o, s, v, der blev også læst historier.
I det daglige, plaster og jod var gode hjælpemidler.
På et tidspunkt kom Tore på Stege sygehus, han havde fået lungebetændelse, mens han var på kostskolen. Så kunne mor besøge ham der.
Det havde været en forskrækkelse.
AB.
  




Sommerferie.

Vores far ville se os.
Der havde længe været talt om, at tiden var inde til, at Tore og jeg skulle til Hamburg.
Vi havde de sidste år fået julegaver, fine ting ( jeg har endnu farveblyanterne og den gamle farvelade. det betød meget for mig, sådant havde jeg aldrig haft) Jeg skulle skrive tak - fik aldrig svar.

Jeg ville ikke til Tyskland.
Mor indprentede mig, at jeg skulle passe godt på Tore. Jeg var træt af altid at "passe" små brødre, at de var mit ansvar. Forestillede mig, at det ville være et 24 timers job. Desuden var jeg overbevist om,
at der måske var noget lusket ved det hele. Vi havde levet med at: "Opfører du dig ikke ordentligt, bliver du sendt tilbage til, hvor du kom fra." Jeg var bange...

Lidt forklaring:
Min far giftede sig med sin veninde. Hun havde en søn på min alder. Hun var faktisk velhavende, ejede en stor villa udenfor Hamburg i en dejlig have. I Blankenese forstad til Hamburg. De giftede sig for at legalisere deres forhold, da vi skulle komme. Min far arbejdede endnu på kunst, "industriskolen" og han malede "hjemme". Han brugte farvekridt og malede "dejlige", mærkelige billeder. 

Det var aftalen, at vi skulle rejse over Gedser/Grosenbrode. Vi blev kørt til Gedser og sat på færgen.  Fornemmer at det var 3 timer.... lang tid. Om bord var også "bekendte" fra Stege, de var sammen med et andet par, og skulle have en god frokost - de blev spurgt, om de kunne holde øje med os......
Jeg har aldrig brudt mig om den mand, han var "stangdrukken". Jeg gjorde alt for at undgå ham.  Jeg husker turen som et mareridt, måske også på grund af angsten for det fremmede. Det var en hjertelig velkomst, Erika var meget smilende, næsten for meget.... og min far virkede glad, Tore nød det, vi forstod ikke Erika, min far talte norsk. 
Jeg ville bare hjem.
Turen fra færgen til Blankenese foregik i en folkevogn, jeg sad bag i, havde det ikke godt. Bilen tilhørte Erika.

Det var 8 år siden min far havde set sine børn. Han var glad og stolt. Jeg forstod det ikke. Jeg så det fra en anden vinkel. Var sikker på, at man ville narre mig. Desuden havde jeg set lidt af Hamburg fra bilen, og var chokeret. Byen var stadig meget ødelagt -
Så ankom vi til det store hus, det var stort. På grund af efterkrigs boligmangel, var huset inddelt i flere lejligheder, Erika havde på hendes etage, et yngre ægtepar uden børn boende, også nederste etage var lejet delt ud. I kælderen havde Erika sin klinik, jeg ved ikke, om nogen boede der også.
Jeg skulle sove i, vistnok det rum, hvor man normalt spiste.Tore sov på loftet sammen med Claus Stefan.
Jeg var negativ og lagde ikke skjul på, at jeg ville hjem til Møn. Min far gjorde alt for, at vi skulle have det godt sammen, det havde vi ikke. Tore havde det som blommen i et æg, der var spændende legetøj - soldater. Han legede med dem, jeg hadede dem.  I haven var der syltekirsebær, sure.... dem spiste vi.
En dag var vi til en flot forestilling i et meget stort teater inde i Hamburg, Der var alt, fantestiske tryllekunstnere, som tryllede en bil væk, akrobater, som fløj rundt højt oppe - og meget mere. Tore elskede det levede med i det, han blev så forskrækket, rejste sig fra sædet, stolen klappede op, og så sad han overrasket på gulvet. Min far blev også forskrækket, bag efter blev der talt meget om det.
Jeg var inde i Hamburg sammen med min far, han viste mig stolt steder, gader hvor han havde været involveret i planlægningen, tegnet. - Jeg så kun alle ruinerne, som stadig delvis skjult af "hegn"var overalt.  Man forsøgte at fange min opmærksomhed, jeg var meget negativ. Min far forsøgte at få mig til at tegne, det hjalp lidt.

Tante Hansi og onkel Ernst var ikke familie. Han var Norsk Ambassadør i Hamburg, og venner med både mor og far. De boede i en stor lejlighed inde i Byen.

Min far gav op, ringede til Tante Hansi, som tilbød at jeg måtte komme hos dem. Jeg havde nogle dejlige dage der, De talte begge norsk. (der var også en sød ung "mand").

Hjemturen husker jeg ikke, heller ikke om nogen blev glade for at se os. Tore havde nydt sin første ferie. Synd at han ikke fik flere. 

Set i bakspejlet burde Tore måske være "blevet" i Tyskland dengang og komme på ferie i Danmark. - hvad der senere skete, var ikke godt.
AB.
                   




Bogø Kostskole

Tore trives på Bogø Kostskole.
Mor har sørget for, at han er vel udstyret, at han har det tøj der hører til "uniformen" selv en kasket fik han. Han var stolt.
Tore var ikke en mors dreng. Hun havde ikke hans fortrolighed, alligevel var han stærkt knyttet til hende.Hun til ham.
"Hun er den der straffer, den der redder ham, den der altid har været der, den der forsvarer (omend med nuværende briller) svagt."
Hjemme var han, hvad man i dag vil benævne som "Prügelknabe".

Et yndlings tema var at han lignede sin far...
En lighed der farvesesmig var helt forkert, Tore var lys og havde blå øjne.
Vores far blev helst ikke omtalt, kun i negativ sammenhæng.
Først som voksen er det gået op for mig, at uden ham, havde vi ikke fået det udstyr (jeg til spejder/konfirmation) Tore til kostskolen som vi fik -. Vi en byrde, det var dyrt, at min mor alene skulle sørge for os.
Vores "tyske" far var alt, som var negativt, han fik skylden for/var et billede af, det onde ved krig, og gav os en skyldfølelse ved, at være beslægtede med ham.
Jeg valgte ham helt fra. Jeg ville være dansk. Tore var i et dilemma, blev hele tiden sammenlignet med ham, mindet om at han ikke var dansk - ikke tilhørte.
Jeg flød mere ovenpå.... ofte kaldte man mig "frk. Svendsen" og jeg benægtede det ikke. Mit største ønske var at blive dansk og et "sen" navn.

På Bogø Kostskole fik Tore lov til at være Tore. Han fik venner og oplevede at være på ligefod, at man behandlede ham som en af flokken. Han indrettede sig. Desværre blev han nemt forkølet, og mor var bekymret, især efter hans lungebetændelse.

Tores ophold på Kostskolen fik en brat ende.
Der skete en alvorlig ulykke. Tore var involveret i forløbet. Jeg har svært ved at fortælle, hvad der skete. Man involverede ikke børn i sådanne sager. Altså bliver min gengivelse sådan; Der var nogle drenge, som gennem længere tid havde moret sig med at bygge en tømmerflåde. Måske  var det foregået "hemmeligt". Tore var iblandt dem.  Han har sikkert gået op i selve proessen med stor iver, selv om han ikke drømte om at sejle ud, han "brød" sig ikke meget om vand.
Han blev på det tørre. Da flåden var "færdig" skulle den prøves - og senere talte man om en dreng som var druknet....

Tore kom hjem og igen på Stege skole. Der var kommet en ny lærer.
Det var svært for Tore at få venner i Stege, og han brugte forskellige kneb for at blive accepteret. Blandt andet var der flere han "købte", mod at være med i flokken. Det blev udnyttet, det blev svært at holde styr på hvad der foregik, hvad han var involveret i.
Det var ambivalent, at han helst ikke skulle være hjemme, og samtidig ikke foretage sig noget. Han havde en livlig fantasi, der skulle ske noget, han var nem at "forføre",ville gerne ligne de "andre". Det skabte mange konflikter, og han isolerede sig, var svær at "nå".

Hans hidsighedanfald var voldsomme, desværre lod han sig nemt drille,og så gik det straks galt.
Tore boede i øverste køje i børneværelset, og han havde en"fobi" omkring sit senge ritual. Hans tøj var lagt sammen på en helt bestemt måde, og han satte sine "sko" oven på. Den mindre bror syntes det var sjovt at skubbe til det. Så var det godt, når store søster var i nærheden.

Som voksen, med det hele mange år på afstand, ser jeg hvor forkert alt blev grebet an, hvor alle svigtede.

lørdag den 9. februar 2019

Begivenheder og venteposion med dramatiske følger -

Der var også oplevelser, som i dag med voksne øjne, virkelig var til, kun for vores skyld.
Sådan en var fastelavn.
Jeg husker det gennem hele barndommen. Vi fik om morgenen hver et fastelavnsris.
"Det hed sig, at man i følge traditionen, skulle rise de voksne op/ud af sengene". Det gjorde vi nu ikke. - Risene egnede sig heller ikke til det. Det var ofte hvid malede birkegrene, pynter med flere farver papir pynt, med slik og en maske. Mor havde flair for sådant, det var børnenes dag. Vi måtte først spise af slikket efter morgenmaden.
Som større kom vi ned på Stengården, og gik med børnene rundt udklædt og med maskerne, og sang "Boller op"... husker, at vi alle blev budt ind nede ved Bødkermosen hos Willy-

Påske morgen var der stort morgenbord og malede blødkogte æg, - bagefter et påskeæg i chokolade. Der var pyntet med lyse "gule" forårs farver i dagens anledning. Man sad længe, allesammen, ved morgenbordet.

Mors dag blev også fejret. Mor fik blomster den dag. Tore og jeg plukkede en fin buket ude i skoven, mor havde sagt, at vi skulle gøre det. År senere, efter at vi var flyttet til Stege, og der ikke var nogen skov, gik vi hen til "kirkegårds gartneren" og købte for ca 1 krone blomster.
Senere sendte "drengene" blomster til morsdag  5. maj. Jeg ventede til 17. maj. Det var aftalt.

17. maj. En dag, som jeg stadig fejrer i det stille.
Det var virkelig en fedtdag hjemme hos os.
Vi, Tore og jeg, fik bånd i rødt hvidt og blåt på, eller en rosset i samme farver, og der var blomster, også i rødt hvidt og blåt. Det betød meget for mor, som  savnede Norge, og derfor og holdt meget på traditionen. Tror hun savnede Norge ekstra den dag. Naturligvis var maden,speciel og festlig. Noget, som ikke var særlig dansk, kunne være lam. Eller Skovfoged Holm Hansen havde været forbi.

Vi var med et år på vinterrejse til København, der skulle købes ind til jul, tror jeg.
Der var Jule pyntet overalt, det var et fantastisk eventyrland. Det ene overgik det andet, vi skulle se "det hele".
Vi boede på hotel Terminus, som lå lige ved Hovedbandgården. Ejet af en, dengang endnu "Onkel Holger"'s bekendte.
Husker - jeg var imponeret - og også min skuffelse over havregrøden om morgenen, en grå klistret halvkold masse. Den var kogt på vand. Også mælken smagte mærkelig.
Vi var i "Magasin" en kæmpe forretning i flere etager med rulletrappe, der var julepyntet - og en nisse - vi fik et stk. "lege tøj"-, så kunne vi puste sæbebobler, der svævede et par sekunder med skønne farver, inden de bristede.
Vi så Garden om formiddagen, gå forbi os, gennem byen, fik fortalt om kongen, der boede der, og at Garden passede på ham. Der var masser af mennesker i København.

Senere kom vi årligt til København om sommeren. Onkel Holger elskede sin by - og mente, at det var en del af opdragelsen mindst at kende Zoologisk have og Tivoli
Det var en meget  lang køretur, Tore, spurgte efter kort tid "Er vi der snart?"., for at få tiden til at gå, skulle vi tælle røde biler, senere sporvogne. Tore snød, han så altid mange flere end jeg.
Vi holdt  pause på halv vejen, i Tappernøje.
Sidst på formiddagen var vi fremme.
Vi gik først i Zoologisk Have, hvor vi altid spiste varm mad. Vi var rundt og så "alle" dyrene.
Derefter tog vi til Tivoli.
Vi prøvede forskellige forlystelser, som passede til os, vores alder, karrusel og lign.. Jeg har aldrig prøvet Rutsjebanen,  derimod ofte sejlet under i "Gondolerne", vi holdt begge efterhånden, mest af Radiobilerne, og tiggede om en ekstra tur.
Mor har været med i starten,  senere da vi selv finde rundt, fik vi nogle penge, og  skulle mødes med Farmand i "Grøften".  Vi nød friheden og kom rundt i det meste af "haven".
Aftenen sluttede altid med et fest fyrværkeri, som vi lige skulle se, inden  turen hjemover.
Jeg havde det elendigt, det ødelagde helt  dagen for mig, det blev værre og værre med årene, fordi jeg vidste det ville komme, Jeg sagde det ikke aldrig.
Farmand var vild med det. Han kendte også fyrmesteren. Hofmann.

Endnu en oplevelse, var det tilbagevendende besøg i Cirkus.
 Tore og Farmand elskede det, jeg var faktisk bange..... og har aldrig brudt mig om cirkus, - "pjat!" -  blev der sagt, "alle elsker cirkus".
Hestene og klovnerne kunne lige fange min opmærksomhed for en stund. Jeg fandt det mere spændende udenfor mellem vognene...
Man må have opfattet mig, som et utaknemmelig surt barn.
Jeg havde før meget ofte mareridt, nu sjælenere
"Vågner - ved at vi flygter ud af et stort telt som brænder."
Min mor sagde, det skal jeg glemme det er kun en drøm.
Kan stadig drømme ...hvordan jeg/vi på afstand ser "Cirkus" brænde.

"Udflugter/skovture"
Erindrer engang udflugt til Liselund med madkurv og senere kaffe hos Povlsen i Schweitzerhytten. Der var en masse, at se og opleve på Liselund og spændende historier, desuden var der stor gæstfrihed hos Povlsens.

En anden gang, senere - en tur, udflugt til Ulfshale.
Vi var alle cyklet i forvejen, to mødre med børn. senere kom Farmand og manden i bilen med maden m.m.
Vi havde badet og var sultne.
Tore gik nødigt i vandet, han frøs, rystede og havde gåsehud over det hele. Han havde også næsten altid en bluse på.
Vi sad, alle der på tæpper i "Klitten" med udsigt ud over havet. Der blev dækket op, madkurven var fyldt, pakket på Store Klint - dug, servietter, glas o.s.v.
Der var en stor madkasse fyldt med smørrebrød. Aldeles uhåndterligt, alt for højt belagt/pyntet.
De voksne,  hyggede sig en snaps til silden og skyldet ned med øl, vi børn fik sodavand i dagens anledning.
Det var på de voksnes præmisser.
Bagefter cyklede vi igen hjem til Stege.

Jeg springer i tid og erindringer, og kommer lidt tilbage til tiden på Store Klint og omkring Tore dengang.

En sommer måtte Tore tilbringe en hel måned alene uden mig.
Man havde sendt mig på ferie.
Jeg var af farmand blevet afleveret til en "Kahytsjomfru" han kendte på skibet "Kronprins Olav", hun skulle holde øje med mig.
Jeg fik noget at spise og blev lagt i seng i en køje, delte kahyt med en fremmede.
 Næste morgen blev jeg, i Oslo, hentet af en "nervøs" mand. Han hed "Tronstad," mener jeg, var en bekendt af mor og ansat hos min Bedstefar. Han skulle sørge for, at jeg nåede toget til Bergen. I paskontrollen havde man forlangt, at jeg skulle via konsulatet....den arme mand svedte, så skjorten var helt våd....Der blev højlydt diskuteret.
Jeg nåede toget i sidste øjeblik,  en konduktør lovede, at se efter mig, på turen. Dengang tog det hele dagen, at rejse med tog Oslo/Bergen. Jeg mindedes turen meget positivt, måske lidt beundret, fordi jeg rejste alene.
Skuffelsen var til gengæld stor, da der ikke var nogen fra familien, til at tage imod mig på stationen i Bergen. En fremmed elegant dame, sagde at hun var "Tante Eva", og jeg skulle bo hos hende, til Bedstefar kom hjem fra landet. Vist nogle dage senere.
Det var en meget fint hus/hjem, der var ingen børn.
Jeg skulle sove i et "kæmpe" stort gæsteværelse. Jeg  vaskede mine hænder, og tog som jeg plejede sæbe - skyllede og skyllede...brugte en masse vand, det blev ved med at skumme. Vandet var utroligt blødt. Det kendte jeg ikke.-
Jeg boede på skift hos tanterne, sidst hos Tante Kikka. Jeg lærte mine 2 kusiner og fætteren godt at kende."Blev næsten helt norsk" Jeg var på landet med Bedstefar og tante Mossen, der var også 2 børn, at lege med, jeg var en tid på Ænes og senere Toreide.
Jeg husker at Bedstefar tog mig på knæet, engang jeg var ked af det. Han trøstede mig, måske var det hjemve.
Han sagde, at for hver dag der gik, ville der være en dag mindre, til jeg igen skulle hjem.
Hjemturen mindes jeg ikke. Det var fordi, det var nattog. Jeg var 8 år.

Tore havde ikke haft held med at lege med Eyvind, som hverken legede, eller talte. Han var en "betragter". Han kunne sidde stille og pille ved et stykke legetøj, man undrede sig ofte over,  hvordan han havde fået det skilt ad... Desværre var det ikke altid hans eget legetøj.

Jeg gik skole, og  ikke kom lige hjem, fordi jeg legede, dagene også lange for Tore.
Der var ingen, der bebrejdede mig noget i den forbindelse.
Jeg kunne ikke ringe hjem, og forældrene til dem, jeg legede hos, ringede heller ikke. Jeg kom, når jeg kom.
En dag blev jeg dog modtaget af Farmand med voldsomme bebrejdelser og beskyldninger.
Mor var kørt på sygehuset med Tore.
Tore havde fået den vane, at sidde på køkkenbordet ved vinduet, og kikke ned ad vejen, for at se om jeg var på vej.
Det var slet ikke sådan, at vi legede fantastisk sammen, Tore manglede bare nogen at tale med, være sammen med.
Skovarbejderne var, på den årstid, beskæftiget med at sprænge stød. D.v.s. sprænge de træstubbe, der var igen efter de fællede træer. Der var en del stubbe mellem hotellet og staldbygningen, dem var man den dag, ifærd med at fjerne.
Et stykke af en rod fløj ukontrolleret gennem vinduet og ramte Tore.
Jeg fik skylden. -
At jeg blev bange, og ked af det, eller var chokeret, tog han/man ikke hensyn til.
Det var min skyld!  Var jeg kommet tidligere hjem, var det ikke sket.

En morgen i kraftigt blæst og regn var jeg på vej gennem skoven til skole.
 Jeg var nået ned ad den store Stengårdsbakke, ned på det flade stykke, da jeg så nogle ledninger, der lå på vejen og slog store gnister omkring.
Jeg vendte om.
Da kom hjem, skældte man ud, som om det var min skyld, at ledningerne var faldet ned. Man hørte slet ikke, hvad jeg fortalte. Eller så, hvor bange jeg havde været. - Så det gik op for dem, at vi var uden strøm. Man havde næsten fået mig til at føle mig skyldig. 
Der ingen der trøstede, eller sagde, at det var godt jeg var vendt om.

Jeg styrtede ofte på min cykel og kom til skade.
Hjælpen hed, jod og plaster. Det var ikke rød jod. At et sår burde have været syet .....Tænkte man ikke på. Det blev til grimme ar.

Vi sladrede ikke, der ville ikke have været medhold, vi lærte, at ordnede tingene selv, eller vi indordnede os.
Vi lærte at holde oplevelserne og erfaringer for os selv.
Forstod at holde på hemmeligheder. Man kan sige, at de voksne havde mistet barnets fortrolighed.
Vi spurgte ikke om lov. Hvad ingen vidste kunne ikke bruges imod os.

Når vi gik tidligt ned efter mælk, kunne vi lege et par timer.
Så mødtes vi med Gynter, dengang yngste på Stengården,  Else, Lilli, Grethe og Inga, fodermesterens piger.
Meget ofte førte Gynter an. Vi var rundt overalt på gården, og oplevede lidt af hvert.
Han sørgede for, at vi ikke gik glip af dyrenes sex liv.
Fra forskellige skjulte steder, var vi alle tilskuer til ritualet.
Senere oplevede vi resultaterne, det nye lille føls fødsel, koen der kælvede, og smågrisene der bare sprøjtede ud. Tænker idag, at Hans "Pæsen" vidste besked.

Tore havde aldrig rigtigt haft mulighed for at være sammen med drenge, jeg havde ham på slæb, og jeg var meget pige, dukker, påklædningsdukker m.m., kunne nedværdige mig lidt til biler, ellers tegnede jeg og malede.
Tore fik nogle raserianfald, han følte sig drillet,  ikke forstået, nogen havde lavet uorden/rodet i hans ting og sager.
Det gik ofte ud over mine  mindre dukker, som jeg pludselig fandt var ødelagte, mor mente at sådan var det.
Dette raseri fulgte desværre Tore, gennem hele barndommen og senere. Han fortrød altid inderligt, og forstod ikke, hvad han havde gjort. Han slog ikke rigtigt, det var mere ting, det gik ud over. 
Jeg stod i det dilemma, jeg vidste, at han var blevet drillet, at hans legetøj var blevet rodet rundt m.m. Jeg hjalp ham ikke, tog ham ikke i forsvar, involverede mig ikke.
Han blev straffet. Igen og igen.

Tore begyndte i skole.
Han elsker det, trives og får hurtigt venner. Han kan lide at lære og er meget glad for Frk, Nielsen.
Han får sig en ven/legekammerat, som bor på en af gårdene på hjemvejen, de leger jævnligt.
Han er så "pære dansk" som man kan være, når man bor på Østmøen, her hentyder ingen til andet.
Han er for en tid lykkelig - han er Tore. 




søndag den 3. februar 2019

Overraskende forandringer.

En sød sommer overraskelse.
Mere præsis - var det sidst på sommeren i 1946, at Tore og jeg pludselig fik en lillebror. Han hed Eyvind. Han var et år gammel, vi havde ikke samme efternavn.
Det ændrede vores dagligdag.
Der kom en barneseng ind i børneværelset, og Tore og jeg fik køjeseng. Der kom "ung pige i huset".
Hun skulle især tage sig af Eyvind og lettere husarbejde.

Eyvind var et specielt barn, han hvilede totalt i sig selv. Han viste ingen "følelser" græd ikke, og han kunne i lang tid sidde stille  og betragte omgivelserne eller "lege" alene med et stykke legetøj. Han sagde ikke noget, talte ikke. Han gad heller ikke gå.
Man anskaffede et "køretøj", -  med et sæde, 2 hjul, med en "bagstøtte" og en lang stang bag, - som han så blev transporteret rundt i.

Når det regnede, blev sandet skyllet ned ad bakkerne på grund af kridtet i jorden, det efterlod dybe revner i vejene og sand nedenfor bakkerne.

Det var sjovt, at få lov til at køre med Eyvind,
En dag gik det galt, lidt for meget fart, sand - nedenfor bakken bag hotellet - standsede køretøjet brat. Det vippede og drengen lå med ansigtet nede i sandet.
Eyvind var fuld af sand, øjne, næse, ører, mund m.m. Han sagde ikke en lyd, lod sig rense og børste af. Den unge pige sladrede ikke.
Eyvind var tilfreds, når han fik sin mad og søvn regelmæssigt.
Han faldt ind i dagenes rytme, og ingen stillede spørgsmål.

Krigen havde været forbi i 2 år.
Man talte ikke mere om at rejse til Norge.
Jeg tror, vi fik opholdstilladelse.
Endnu en jul, der var gaver fra Norge -  intet fra vores far, han var "glemt".
Måske var det den jul, at Lisbeth foreslog, at vi alle kaldte onkel Holger for "Farmand". Alt det andet var noget roderi, med alle de halvsøskende.
Sådan blev det, det kom ikke til at betyde meget for Tore og mig. Vi måtte altid høre for, at vi havde en anden far, vi hørte ikke rigtigt med i "klanen". Det hed altid, mine børn, dine børn, vores børn....Det var også Lisbeth der kom med en sang som alle skulle deltage i - man løb i en lang kæde "skrålende" nu er det jul igen hele vejen op, og hen ad gangene - til 3. sal og ned igen, vi var mange når der var andre  - gæster.

Så pludselig skulle vi ud at rejse.

Vi skulle på ferie i Norge.
Endelig det land, vi havde hørt så meget om. Det land eventyrene stammede fra mors, land.
Jeg husker rejsen glimtvis.
Vi sejlede fra København til Oslo, og kørte så med toget fra Oslo til Bergen.
På opturen var der lidt søgang og vores barnepige blev søsyg og kastede op i vasken. Ikke særlig godt for os andre, som ikke kunne bruge vasken.
Togturen var et eventyr for sig.
Om det er fra den tur, eller en senere kan jeg ikke sige, jeg nød hvert minut, og her var eventyrlandet, jeg vidste, at trolde og andre væsner, måtte elske at bo her.
Vi spiste i spisevognen og opholdt os i vores kupe der var en masse at se på,
Der var  længere ophold på flere stationer, hvor  man kunne  købe  "rundstykker" med gedeost og pølse,
Fra sol i Oslo skiftede vejr og klima, oppe på fjeldet lå der sne, i Bergen regnede det.
Vi, 2 voksne og 3 børn, skulle blive længere tid i Norge,
Først boede vi vist - nogle dage i Bergen/Paradis hos vores Bedstefar.
Så skulle vi til Nordheimsund. Her boede vi et par uger på et hotel/pensionat. En skøn tid, med dejlige ture, en pragtfuld natur og et fantastisk vandfald som man kunne gå ind bag/under.
Mor fortalte om Norge, livet og maden - så nogen der  stegte fårehoveder bl. a. Jeg fik legeveninderder.
Vi havde fået regnfrakke og sydvest. Sydvesten blev brugt, da vi blev frygtelige køresyge på bil- turen hen og tilbage. Der var ikke plastikposer eller ligende dengang.

Tilbage i Bergen, vi boede nu på hotel i byen.
Mor blev budt ud en aften og vi hyggede os med barnepigen i den store seng.
Man havde købt bolsjer til os, de hed "Kongen af Danmark" Ovale røde med et trykt mønster af en person.... jeg blev dårlig, og har aldrig brudt mig om den smag. Mærkeligt, jeg husker i den forbindelse, at man dengang sagde, at den danske konge var død..... 
Vi mødtes med familien i byen, og var rundt på besøg.   Bedstefars "nye" familie, hvor børnene var yngre end jeg. Tanterne, mors søstre, og deres familie, en fætter og to kusiner. Det var kusinerne, jeg lærte bedst at kende den gang.
Jeg mødte også min mormor, hun gjorde et stort indtryk på mig. Hun inviterede os Tore og mig på "Kage og brus", det skulle være specielt. Jeg tror ikke, vi helt delte begejstringen. Mormor var virkelig glad for mig. Dengang forstod jeg det ikke rigtigt. Jeg var ikke fortrolig med den overvældende glæde. Hun var trods alt "fremmed". 
Det var gensidigt, når hun kærligt tog om mig, holdt mig tæt til sig. Da jeg sagde, - sikkert for at gøre hende glad, - at hendes "Sølv smykke"var så fint. Ville hun, at jeg absolut skulle have det. Jeg følte mig flov. Jeg har det lille smykke endnu, og tænker på hende, husker episoden, når jeg ser på det.
Hun kom til at betyde meget for mig,senere - vi korresponderede faktisk sammen i flere år. Jeg fik altid bøger til jul og fødselsdag. Som lille med vers og sange, som mor kunne. Senere var det bøger der passede til min alder. Havde en mistanke om, at tante Else Marie hjalp med valgene.
Jeg var det første barnebarn, og mormor havde været meget glad for mig, dengang jeg som spæd endnu boede i Norge. Hun var virkelig ked af at miste os, da vi måtte rejse.
Tore nød også at være i Norge, han kunne slappe af. Mor havde tid til ham. Han blev også forkælet. Vi forstod sproget, det var jo næsten som mor talte. Det var vanskeligere med de norske børn, de forstod ikke os så godt. Han var nu blevet mereTore, ikke kun sin søsters påhæng, Jeg gav gerne slip. Han var ikke længere den lille.
Jeg husker ikke hjemrejsen specielt. Vi rejste med nattog, alle i en sove - togkupe, og verdens mindste vask i hjørnet. Toget susede afsted i natten og togvognen rystede, udenfor steg røg og sod op fra lokomotivet i den klare højfjelds luft. Vi var i Oslo tidligt om morgenen og skulle skynde os ned til båden - mener den hed "Kronprins Olav".
Vi landede ned "Larsens" plads. - Lå den kaj ikke der, Amaliehaven er i dag? Jeg tror det.

Hjemme ventede dagligdagen.
Jeg var begyndt i skolen om foråret.
D,v,s, at Tore mistede sin "legekammerat" flere dage i ugen. 
Havde jeg været i skole, kunne jeg ikke også hente mælk. Da jeg ikke havde en cykel, gik jeg de 3½ km  hver morgen til Kraneled, med mit "tornyster" på ryggen.
Af og til var jeg heldig. Fyrmesteren kom nede fra Budsendehave med hest og vogn, og han tog mig med det sidste stykke vej, han skulle i Brugsen. Jeg kom for sent...
Samtidig var man igang, med at bygge og etablere Marinestationen ude på klinten, der kørte jævnligt "håndværkere" frem og tilbage, også her kunne jeg være heldig at få en lift på vej til skole. 

 Kraneled skole. En forskole med 3 klasser. Der var en' lærerinde. Et klasseværelse. Vi gik i skole "hver anden dag", vist nok 4 dage i ugen. Vi lærte i 1. klasse bogstaverne,  ved at vi skrev på vores tavle med en griffel. Samme metode med tallene.  Man havde aa som å, navneord med stort, og der var et e i Møen.

Jeg holdt meget af den lille skole, og min lærer. Hun var virkelig pædagog, forstod sig på børn og havde tålmodighed. Der var ro og orden, man havde respekt, selv om der var 2 klasser i klasseværelset ad gangen, af og til 3, passede man sine sager. Vi lærte noget hele tiden, frk. Nielsen fortalte og vi lyttede. Gik vi tur var det fugle, blomster, planter, insekter m.m. Når Vi lærte om geografi havde vi ikke en bog, vi tegnede i et hæfte med tern efter tavlen, En tern op 2 th, en skrå og så videre, pludselig var det et billede. Jeg lærte at strikke og lavede mit eget "dukkehus" i karton og julepynt, som kom på træet senere. Det vigtigste var jeg lærte at læse - det med tallene gik ikke så godt, den der 7 tabel lærte jeg aldrig. Vi sang - lærte salmevers, vi sang altid inden vi skulle hjem. " Klokken slår tiden går.....
Når det passede med dagene eller tiden fik jeg ofte et "lift" hjemad bag på en cykel Det var pigerne fra fodermesterens på Stengården. Selv om det var en omvej, så havde jeg kun 1½ km alene resten af vejen. De boede dengang i Busende. Turen hjemad gik så ned ad sandvejen og fra Stengården og hjem.
Hjemme fik jeg noget at spise, og så var der lektier.
Tore var lukket ude, og det gik ikke godt med at lege med Eyvind.
Jeg havde overlevet det chok, det havde været med de mange børn på en gang.
Jeg fik en "veninde" og længsel efter, at lege efter skoletid, som andre gjorde.
Måske var  det kommet nogen for øre, at jeg jævnligt kom for sent til første time, eller man har ment at tiden var inde,  da jeg var 8 år fik jeg en cykel. 








lørdag den 2. februar 2019

Barnets drømme verden.leg og fantasi..

"Vinter sæsonen" begyndte i september. Så flyttede vi igen tilbage til kælderetagen på hotellet. Der blev pludseligt stille og mennesketomt der ude.
En kæmpe legeplads lå lige uden for døren.
Efterhånden som nysgerrigheden vågnede, blev vores cirkler også større.
Jeg er nød til at fortælle om det Store Klint, der var i min tidlige barndom, og som forsvandt lidt efter lidt.
Tore var med overalt, og han efterlignede, tegnede jeg med kridt, gjorde han det også, han var kvik og forstod udmærket hvad legene gik ud på. Så han var nem at lege med, og var for det meste også nem at "passe på". Han fulgte mig overalt. Han havde -, kendte ikke til andet.
Vi boede temmelig isoleret. Vi kendte faktisk ikke til at lege med andre børn, så vores leg blev tit en efterligning af den voksne verden.
Sommerene var anderledes. Der var alle gæsterne på hotellet, nogle gange også børn, og så turisterne om søndagene. Ind imellem fik jeg større frihed, og var med gæsterne på tur/udflugt.
Vi havde vores børneværelse, der kunne vi ind imellem lege om sommeren, når vejret var dårligt. Ellers foregik livet ude -  Køkkenet i kælderen var lukket, og vi spiste ovre i pavillonen.

Pavillonen var oprindelig, det man i gamle bøger benævner, som et traktørsted.
Den lå på en bakke og havde udsigt. Den var grøn, med tjæret tag. Her kom turisterne med deres madkurve og købte drikkevarer m.m. Det var en bygning, der bestod af en muret kerne med en åben træveranda ud mod øst. Det var den ældste af alle bygningerne. 
Da Hotellet var nyt,  fungerer det i starten selvstændigt, Senere har man restaureret pavillonen, udvidet den og lavet glasverandaen. Den kom så til at være spise afdelingen/restaurant for hotellet.
Man havde etableret et nyt "traktørsted". nede i "hullet", en lavning. 
Der var lavet et afløb, alligevel stor der jævnligt vand i bunden. 
Hullet/Pladsen, som det senere blev kaldt, var lige før opgangen til Dronningestolen og nedgangen til Maglevands faldet.  -  Centralt.  I mine første år var der et aflangt malet hus, med "mange" små rum der indeholdt, 2 bænke og et bord. Man kaldte dem "jomfru bure". Der var også et lille "udsalg" lige neden for trappen op til Dronningestolen. "Jomfruburene" blev revet ned og erstattet med "Teltet", Lige ved trappen ned til stranden, lå også kiosken, halvt ud over skrænten.

Alt blev totalt lukket ned om vinteren. Vi krøb sammen i bunden af hotellet.

Det var på visse dage  koldt ude, og da Tore og jeg turde færdes længere væk, endte vi ofte nede i "jomfruburene". Jeg husker, at vi  "havde" hvert vores hus.... Jeg ved ikke, hvordan vores leg var, dog,  at det blev forbudt.
Måske har vi tegnet eller slæbt ting og sager der ned.

Vi legede også der nede, når der var oversvømmelse i "hullet". Så lavede vi kanaler, øer og søer. Lidt som dem, der dannes på stranden efter  et skred.
Det måtte vi heller ikke.

Kridt var overalt, lige ved hånden, og der var dejlige store flader på de rødmalede bygninger... eller på cement vægge m.m. De leg blev også forbudt.

Vi fandt en cement flade som de voksne næsten ikke så. Nede sydvest for hotellet var der i bakken gravet ud, og man havde en "kartoffel kælder der" med cement tag i jordhøjde, og udgravet indgang. Det var en stor flade, her "malede" vi  bl. a. vores bondegård på et tidspunkt. Der var masser af dyr i "staldene", halm og andet foder. Alt samlet sammen i skoven.

En periode legede, (samlede) vi med snegle med hus. Der var snegle i mange farver og stribede med mange forskellige striber. Nogle var dovne og ville ikke bevæge sig andre "løb" hele tiden væk. Vi gav dem blade og græs, de var kræsne.... Tore havde sine og jeg mine....
Jeg havde fået fat i en kasse med høje kanter uden låg.. Måske fordi legen var så spændende, eller fordi vi havde så mange fine snegle - ved det ikke...  Jeg gemte kassen under sengen i børneværelset med mos, græs og blade + et x antal snegle.
Næste dag vrimlede det med snegle i værelset. Chokerende, hvad de børn kunne finde på.

Jeg dyppede  min dukke i tjære, synes hun skulle være en negerdukke..... min mor måtte rense hende i margarine. Mødte slet ingen forståelse.

Vi "finder" en borg, eller måske rettere en voldgrav. den ligger i skoven for sig selv helt nede på den anden side af ud mod bilvejen. (senere parkerigsplads) Det er en rund cirkelvold med en indgang. I fantasien en gammel slots ruin. Eventyrlig. Min fantasi kender ingen grænser, vi må bekæmpe en masse angreb.- Min"stille ven Knud" fortæller, at det er et gammelt "ishus". Om vinteren blev cirklen fyldt med sne og dækket til. så kunne man om sommeren grave ud og havde is til ned kølning af madvarer i "isskab".

Skoven var en spændende legeplads. Vi kendte årtidernes rytme, var fortrolige med vejrskifter, og lærte at leve med de små katastrofer naturen udsatte os for.
En af dem var stormene. I løbet af ganske kort tid kunne sådan en storm fælde  næsten 30 træer i samme område. Træer der bare faldt som tændstikker med rodnettet revet op. Træerne lå så der og ventede på skovarbejderne med deres save og økser. Vi kendte efterhånden flere af dem, når de var i nærheden fulgte vi dem. Det var de samme, der var med til at vedligeholde trapper og rækværk rundt om på Klinten.
En dag kom en af dem chokeret ind i køkkenet og spurgte, hvor "børnene" var henne. Han og hans makker havde fundet "tæpper" og ting under rodnettet et par steder, tydeligt, at vi legede der.
Der sker det, at når man saver træet frit fra roden falder denne ofte ned på plads.
Først sent havde skovarbejderne opdaget hulerne....
Heldigvis var vi der ikke den dag. Alle var chokeret, og man forklarede  os alvorligt, hvor farligt det var at lege der.

Samtidig med hotellet var der blevet bygget flere bygninger i træ. De var røde, og havde sort tjæretag. De lå nede, vest for hotellet, ved vejen ned mod Stengårdsvejen,  
På venstre side ned ad vejen, var et hus med net og et rundt muret fladt bassin, det forsvandt tidligt, jeg har altid forestillet mig, der havde været duer og høns. lidt længere henne var huset hvor brændet blev opbevaret,som kom fra skoven, fra Klintholm.
På højre side lå der en stor lang bygning. Her var der i den nordlige ende heste stald, i den sydlige ende 2 garager. I den ene stod den før omtalte bil. Garagerne var til gæster med egen bil. Der var næsten ingen der brugte den ledige garage. Udenfor var en cement vaskeplads og en vandhane.Længere nede, hvor vores bagvej og vejen fra bilvejen mødtes, lå de første år et lille "firkantet" rødt træ hus, 

Jeg husker huset, som lyst og lunt, vi legede der - i noget "glemt" halm. indtil min mor ikke kunne udholde lugten. Det viste sig at være grisestalden. Man havde i sin tid haft en gris, som om sommeren fik alle rester m.m. og så  opfedet efter sæsonen kunne slagtes. Mellem stald og garage var der et dybt ildelugtende fugtigt hul omgivet med krat af pil bl.a. Sikkert den gamle mødding, og kloakudløb. Huset stod ikke længe. Ingen havde forstand på grise. Også kloakudløbet og hullet forsvandt.

Senere lege, blev inspireret af legene, der foregik på Stengården sammen med fodermesterens piger. En af legene var at "lave smatmad". Fra besøg på køkkenmøddingen havde de samlet en masse kasserede køkkenting sammen. Man lavede "mad" af alt mærkeligt - det var en spændende leg.
Jeg havde en stor fordel med møddingen fra hotellet.
En masse køkken ting, kopper, glas tallerkener o.s.v.alt med skår, uden hank eller andre skavanker. Engang fandt jeg en uåbnet stor firkantet dåse med noget gulbrunt pulver. Det skulle også bruges, var sikkert kasseret p.g.a. skade. Det havde en gennemtrængende lugt - og jeg fik kvalme sa den, kan næsten mærke den endnu. Tror det var senneppulver....
Hvad der siden blev af min/vores samling ved jeg ikke. Det blev strengt forbudt at gå ned til møddingen.

Klinteskoven er meget kuperet. der er høje stejle bakker og dybe huller. I nogle står der vand, andre er bare unaturlig dybe, Et sådan hul var der lige nedenfor den stejle bakke op, til venstre bag hotellet.
Her endte alt affald. Det var vildt, og ville ikke være muligt i dag, dengang en helt naturlig ting. På landet fyldte man også mergelgravene m.m. op.
På Store Klint var de offentlige "toiletter" lokummer. I de første år lå de lidt fra hotellet, lige der hvor bussen  holdt.  De skulle tømmes, og mon ikke også det kom ned på møddingen. På grund af stanken især om søndagen, blev "toiletterne" flyttet ned til pladsen lidt oppe ved parkerings pladsen, som da blev etableret p.g.a. øget bilkørsel på den tid. Mener, at det nye var en tank, som jævnlig blev tømt. Det var ikke vores problem.

De lange legedage fik en ende. Jeg begyndte i skole. Tore var pludselig alene næsten.
I mellemtiden var det sket andre ting.

     




onsdag den 30. januar 2019

1945 forår Opbrud - Krigs afslutning.

Året er stadig 1944, et skæbne år.
Et år, der for altid har haft indflydelse op mit videre liv.
Måske endda formet mig, gjort mig stærkere.

Dette afsnit kommer til mest at handle om mig, da det er mine oplevelser og liv med Tore, vil det ikke være muligt, at komme videre uden at mine oplevelser flettes ind, også for at forstå Tore, og mit forhold til ham, senere.
Jeg kan ikke vide, hvor stort presset fra myndighederne var blevet.
På et tidspunkt i april blev kufferterne pakkede og vi forlod Møn. Forsvandt....

Pernilles børnehotel blev det kaldt. 
En stor hvid villa i Rungsted med altan, balkon/terrasse, ovenpå var der en sovesal med senge og køjer. Der var en kæmpe have. Helt nede i bunden en stejl skrænt, og oppe kørte togene til København forbi. Nedenfor stod brændenælderne tæt. 
 I villaen var der indrettet en privat institution. - Børnehotellet tog sig af børn, hvis forældre skulle ud at rejse eller på anden vis trængte til aflastning. "Hotellets leder var fru Prom. Hun tog sig også af børn, der trængte til en fast hånd. I et interview i 1950 fortæller hun, at hun ofte har held med at rette op på uregerelige, vanartede eller nervøse børn. Hun påtog sig på et par måneder at klare problemer med bl.a. opførsel, spisning og at sove. 

Jeg blev i april afleveret i det store hvide hus. Det er kun for en kort tid, havde mor sagt. Hun og Tore forsvandt..... Mit livs mareridt. Jeg var helt alene, havde "mistet" hele min familie. "Kort" tid er ganske få dage, dage blev til uger og måneder.
Man kunne bestemt ikke lide mig. Mit sprog - og at jeg ikke var dansk. Jeg var en "opgave"
I dag ved jeg at ikke var min mor der, havde fundet dette sted. Da jeg i frustration bebrejder hende, at hun også sendte mig på børnehjem, fortæller hun mig, at det var et fint sted, og at der ikke var andre børn end husets egne døtre. Hun tror ikke på sovesal eller andet. Hun var 80. Det var første gang, jeg siger min mor direkte imod.
Der var streng disciplin på Pernilles Børnehotel, så en dag jeg ikke spiste op, fik jeg besked på, at blive siddende til jeg havde spist. Jeg husker, at jeg sad udenfor med ryggen til haven. Jeg husker lugten af tælle, de hvide pletter, og den ækle tykke brune "sovs". Jeg sad der i timer - tror ikke, at jeg spiste det.
Jeg blev "forfulgt" af de store børn, de "forgreb" sig på mig, -  engang smed de mig ned i brændenælderne. Der var ingen trøst, alle var ligeglade.
5. maj en festdag. Krigen var forbi, måske forventede jeg at blive hentet? ved det ikke, og det skete heller ikke.
En dag skulle en meget "vigtig person" komme forbi med et tog, Langs hele ruten ville der være flag. Vi børn skulle stå på stribe med et flag på ryggen vendt mod toget. Jeg glemmer ikke diskutionen. Jeg kunne ikke stå med det tyske flag, give mig et dansk ville man ikke. Jeg fik det norske.
Så endelig midt på sommeren blev jeg hentet, ikke af mor, jeg skulle til Møn.
Jeg talte nu dansk, jeg var selvstændig, mistroisk, undgik al konflikt og havde tillagt mig nogle vaner,  bl.a. at  gentage ord og sætninger... som om jeg smagte på ordne. Til stor gene - folk troede jeg "abede" efter.
Mor og Tore var der ikke.
Bitten var hjemme, hun skulle se efter mig, indtil mor kom. Bitten slæbte mig med rundt, har sikkert haft mig bag på cyklen også. Ofte kom en veninde på besøg, Lilian fra Skovriddergården, hun var anderledes sød og omsorgsfuld. - Engang havde vi alle tre været nede at bade, og gået alle "1000" trin op, da Bitten sagde: "Nu skal det gøre godt med et koldt styrtebad". Jeg gentog sætningen..... og fik mit kolde styrtebad, (under skrig og skrål) tror at - Lilian reddede mig. Hader kolde bade.
Så endelig i august kom mor og Tore også til Møn.
Husker det ikke som nogen begivenhed, ved bare at vi var "fremmede" for hinanden, hun, jeg  var "en anden", jeg følte forandringen i vores forhold, jeg var mistroisk, selv om hun forsøgte at finde den gamle rytme.
Jeg skulle som før lege med Tore og passe på ham.
Så en dag kom der besøg, "børnene" var sendt udenfor, mens de voksne sad inde i det rum, der blev kaldt "baren", og hyggede sig med et glas. Ud gennem vinduet kunne de se os.
Vi havde fundet ud af, at man kunne glide ned af det skrå metal "Kældertag" der dækkede grønsagskælderen. Det var sjovt.  Det gik fint indtil Tore kom for højt op, han falder ca. 1½ meter bagover ned på cementen.
Mor har altid sagt, at han fik kraniebrud. Han slog ihvertfald sit hoved slemt, og hans hoved hævede voldsomt.
Mor talte om, hvordan han, i natdragt, var gået gennem restauranten, han havde ledt efter hende. Gæsterne havde været chokerede over at se den lille fyr med det store hoved.
Om han fik men, er der ingen der ved,
Måske havde han smerter, som han ikke kunne forklare,
Måske var den ulykke medvirkende til, at Tore senere udviklede nogle hidsigheds anfald, når han ikke kunne klare situationen.
Han forandrede sig, var ikke så tryg, glad og sorgløs som før.
Vi boede hos onkel Holger. Det var ham der bestemte, vi børn skulle ikke være i vejen, så dagene var fast tilrettelagte. Når vi ikke sov, var det køkkenet eller ude. Der var ikke varme i børneværelset. I stuen kom vi meget sjældent, kun ved specielle lejligheder, fx jul og når Tante Oda kom på besøg.
Vi gik med, når der skulle hentes mælk.
Der blev igen fødselsdage, og det blev jul. Traditionen tro var huset "fuldt" børn kom hjem, der var pyntet og juletræ til loftet. Husker sne, vi kælkede og stod på ski. Vi havde "sovet" til middag, for at få lov til at være længe oppe. Der var masser af mad og gaver, der var ingen fra vores far.
Han var blevet unævnelig.
Der kom breve med sorte streger (censur) og mor græd.
Hun sang ofte for os og med os, og når hun arbejdede. Var alene ude med opvasken. Så var det på tysk "Wien Wien nur Du allein"...
 Mor havde hele ansvaret/slæbet omkring børnene, der var ingen penge til noget, og vi skulle være taknemmelige, for at kunne være i Danmark. Fornemmelsen var svigt, m.m. Vi ikke havde ingen far mere, han  interesserede sig ikke for os. Vi var ham ligegyldige. Jeg holdt op med at spørge, "glemte" ham, Han blev en trussel. Vi skulle opføre os korrekt/lydtre, Det gik mest ud over Tore. Han blev syndebuk, det mindste der gik galt blev han skyldt for. Den kærlighed han før var omgivet af, de knus den omsorg, var han nu for "stor" til. Der blev krævet straf, en hård hånd.
Mor turde ikke vise sine følelser, og var frustreret, og det var hende der slog/straffede, det var hendes børn - ansvar.
Hun gav sig god tid, når vi om aftenen skulle i seng. Så blev der læst historie, og vi bad fadervor. Tore havde endnu ikke rigtig fået fat i remsen, så hans lød "suppe suppe suppe ammen". Et af de eventyr der især blev læst var Hans og Grethe, og der blev snakket meget om det. Det føltes som om hun sammenlignede os med eventyret. Jeg følte ikke hendes angst, når vi var ude, mere glæden når vi igen var vel inde.
Tore havde det svært med at tale, han stammede, og gik helt i baglås, når man skyndede på ham. Senere har han ofte måtte høre for, at han opfandt ordet "motel" før det blev kendt i Danmark, H var et svært bogstav.
Onkel Holger lagde ikke skjul på, at han ikke interesserede sig for os, især Tore, han fandt altid fejl og irriteredes over ham.
Tore var den lille, han krævede min mors omsorg. Det pyleri  var for meget. Voksne "gamle" mænd kan også være jaloux. 
Jeg "klarede" mig forsvandt ind i min verden, enten med blyant og farver, eller med mine dukker. Jeg efterlignede min mor i min leg, snakkede med mine dukker, der fik masser af kærlighed.
Jeg havde lært at "forsvinde", også når mor blev bebrejdet for vores støjende adfærd,
"De uopdragne unger."
Tore blev svigtet, han havde ikke min ballast, jeg tog ikke hans parti, forsvarede ham ikke, dukkede mig, undgik konflikt. Vi levede med den trussel, at hvis vi ikke opførte os ordentligt, ville vi blive sendt tilbage  -  til Tyskland. Tyskland ......
Tore og jeg fik hver en kæde med navn og adresse i sølv om halsen. Jeg tænker i dag, at det var for en sikkerheds skyld, hvis vi skulle blive væk, eller der skulle ske os noget. Det var jo ikke en ufarlig legeplads.
Efterhånden som tiden gik blev vi lokalt accepteret, nogen gjorde det straks, andre var længere om det.
Der var bus forbindelse til Stege, da vi ikke selv havde bil, var bussen den eneste mulighed, skulle man til Stege.
Under krigen var der ikke benzin til  busserne, derfor havde man en installation, som man fyrede i undervejs. Det hed vist en generator.
Bussen havde svært ved at klare alle bakker, og (jeg tror at) ruterne var lagt sådan, at de værste stigninger blev undgået, det var dog helt galt på Sønderbybakke. Alle mænd blev kaldt ud for at skubbe...
Bussen til klinten kørte ind i Klinteskoven ude ved bommen ad bilvejen, altså ned ad Djævlebakken, og tilbage, ud af skoven, ned ad Stengårdsvejen.
Engang var min mor med bussen mod Stege, bag hende sad der "2 damer" fra Klintholm Havn... de snakkede højlydt, om Store Klint, om min mor og børnene - "Hvordan kunne hun dog få børn med en tysker".
Min mor vendte sig om mod dem: " På akkurat samme måde, som med en dansker". Svarede hun dem -
Nede i garageanlægget på Store Klint, stod der en bil oppe på nogle klodser.... og på et tidspunkt, da der igen var benzin at få, fik Onkel Holger kørekort.
Han blev aldrig nogen elite billist. Han elskede sin bil så højt, at min mor ikke fik lov at køre, trods hun i flere år, havde haft kørekort.
Nu kunne vi komme rundt, vi så andre steder og andre mennesker.
1944 -1945 - 1946
Vi var endnu i Danmark.
Der kom pakker fra Norge -
Det var bare endnu ikke muligt, at få indrejsetilladelse til Norge.   
Venter på den tredie sommer på Store Klint.

 



 

     

tirsdag den 29. januar 2019

Tore krydser en grænse.

Flugten  over Storebælt.
Stank af fisk.
Mælk.
Jeg havde hele barndommen levet med den "fornemmelse", at min mor var kommet alene til Danmark. En længere samtale med min far i 1967, forandrede totalt mit syn, og mit forhold til denne falske "fornemmelse". 
Hele "flugten" nordover, var meget nøje tilrettelagt. I Norge "sad" min morfar, "Bedstefar", han  "trak i trådene".
En ven i Danmark, et tilgodehavende og det vigtigste en adresse. 
Grænsen til Norge var lukket. Norge var i krig med Tyskland - Danmark var besat, og  under streng bevogtning.
Vi var ankommet til landet  med "mælk og honning", vi var stadig flygtninge.
-  danmark havde oprettet lejre til flygtninge, her samlede man alle udlændinge med tilknytning  til Tyskland. Der var dårlige forhold, "ingen" lægehjælp og kosten var ikke tilstrækkelig. Dokumentar film; "Kun en tysker....." Der var bl.a. en lejr ved Oksbøl. På kirkegården der, er der endnu "minder" fra den tid. Mange børn døde.

Det er juni 1944. Vi kom over grænsen til Sønderjylland. Røde Kors tog imod os. Min far talete udmærket norsk, min mor er norsk, Tore havde endnu ikke noget sprog - jeg talte kun tysk. Jeg fik forbud mod at tale, det var farligt, hvis nogen hørte mig i det nye land. Jeg "vidste" udmærket hvad fare betød, selv med kun 4 år. Da Røde Kors fik adressen, var man villig til at hjælpe os videre. Uden om den tyske kontrol, blev en "flugt rute tilrettelagt.
Min far var nød til at rejse tilbage og måtte tage afsked. 
Det er mit gæt - at han har sagt noget som; at jeg skulle være en stor pige, at jeg skulle passe på Tore og mor, at han ville komme, hente os.... Jeg husker intet.
Vores videre rejse, skulle foregå uden om de tyske kontroller. En ung mor med 2 små børn, skulle tværs over Danmark.
Fra den rejse erindrer jeg lugten af fisk. For at komme over, jeg gætter Storebælt, måtte vi gemme os på bunden af en fiskerkutter. Som at være i en kæmpe kasse der stank af fisk. Lugten, den lugt, af fisk forfølger mig - 
Ankomsten til Møen, til Hotel Store Klint erindrer jeg heller ikke. Jeg ved, at vi blev etableret oppe på 3. sal i værelse 33. Desuden tænker jeg, at vi fik lov til at bade.

hotel store klint var et bade/sommerhotel. der var åbent fra 15. maj til 15. september. der var gæsteværelser i 2 etager, på den 3. var det personale/familie værelser. hotellets gæster under krigen var danskere, som holdt ferie i landlige omgivelser, de var på "pension". boede der ofte flere uger ad gangen. Pension betød; morgenkomplet, frokost, eftermiddags kaffe og middag. Der var levende musik til frokost, eftermiddag og aften. hotellet en hvid muret bygning med havudsigt var indrettet, kun til  overnatning. Køkkenet og restaurant lå overfor i Pavillonen.

Dog er der et billede der dukker op i forbindelse med den første tid/måske dag. "Vi sidder til venstre ved et lille bord nederst i spisesalen. Min mor til venstre for mig, Tore over for mig. De andre gæster sidder også ved bordene, jeg kan se flyglet. Vi får mælk i glas. Mor hjælper Tore, pludselig bider han i glasset og sidder med et stort stykke glas i munden. Jeg ser det tydeligt for mig endnu.   
"Senere har jeg tænkt, hvorfor fik han ikke en kop?"
 - Jeg havde fået et stort sølvkrus til min dåb samt en sølv barneske. Mor havde brugt det til Tore (og mig) under flugten. Han har sikkert bidt i det krus. En af de få ting fra tiden før 1944, jeg fik med mig.
Tore havde intet.
Et andet erindrings billede er; at min mor hænger ud af vinduet på værelse 33. Tore har kastet noget ud af vinduet... mener, at der er tale om smykker. Har altid følt det, som om jeg havde svigtet, ikke passet på. Jeg ved ikke om hun fandt det hele. Hvordan kunne han få at i de smykker? Hvorfor var vi alene. Som voksen, tænker jeg, at det har været fristende for mor at liste ned, over i pavillonen lytte til musikken, være sammen med andre.... når nu børnene sov. Nyde en fred uden fare og luftalarm.

Krigen havde taget alt fra os, splittet familien og efterladt sår. som ville give grimme usynlige ar. Der var ingen hjælp.
"Børn glemmer, har ingen tidsfornemmelse, frisk luft, ro god nærende mad, mælk det var recepten." 
Vi havde fået en ny onkel, han hed Holger, han var Bedstefars ven, vi boede hos ham. Han var en "gammel" mand på over 50 år. Han havde også børn. nogle var voksne, lidt yngre end mor. 
De første vi mødte var Lisbeth og "Bitten" - faktisk hed hun Birdie - Lisbeth var meget børnevenlig, hun satte dog en grænse, ville ikke låne sin dukke ud. Bitten hentede sin med dukkevogn, hun var  "drengepige", hendes interesser var helt andre steder. Jeg faldt helt for Lisbeth, hun gav sig tid.... Bitten var afsted i tanke og bevægelse.
Jeg ved, at der findes foto fra den sommer. Tore var ikke renlig, det var længe før "engangs bleer" altså måtte min mor vaske bleer, under meget primitive forhold, hun havde sikkert ikke mange af dem. På flere foto, ser man derfor, at Tore slet ikke føler sig godt tilpas.
Politiet/myndighederne registrerede  os og lagde pres, vi hørte ikke til, og havde ikke opholds tilladelse. Der må også have været noget med manglende rationerings mærker.
Norsk mor med 2 tyske børn. Endnu sommer. Musikkerne på hotellet var unge bl.a. lægestuderende, mor har lærte dem godt at kende. Hvad og hvordan det skete, ved jeg ikke. Jeg skulle pludselig opereres for brok, altså på sygehus. Overlægen hedder Hempel. En af de lægestuderende lovede at holde mig i hånden, deltage i operationen.
Jeg husker, at jeg lå på sygehuset, ingen kunne tale med mig. Havde en dårlig oplevelse. Der var vundet dog tid. Krigen var ikke sluttet, tror man havde forventet det. 
Tore og jeg blev "fedet" op, Vi var alle underernæret og tynde, så vi var kommet til landet med "Mælk og Levertran." Min mor svor på at levertran var sundt, så vi fik en spiseskefuld hver morgen, dertil havregrød kogt i mælk, en smørklat og et stort glas mælk. Efterhånden fik vi rundere former, levertran - lærte jeg aldrig at acceptere, heller ikke i den senere pille form. På et foto,  som blev sendt til familien i Norge og Tyskland til jul, ses tydeligt, at vi trivedes alle tre.
Det blev efterår, og der var stadig ingen mulighed for videre rejse til Norge. Jeg havde fået min egen dukke, Lisbeth og Bitten var rejst. Bitten på husholdningsskole, Husassistenternes fagskole. En skole jeg senere også kom på. Lisbeth ville arbejde i børnehave.
Hotellet lukkes. Egentlig ville onkel Holger være rejst til København, tror jeg.
Nu indrettes der køkken i kælderen på selve hotellet, stue oppe og soveværelser, Det drejer sig om opvarmning, resten af huset er totalt lukket ned. En gang i ugen fyres ekstra op, så kommer alle i bad, der er varmt vand og varme oppe i badeværelset.   
Vi opholdt os mest i "kælderen". Da hotellet er bygget ind i en skrænt virker det ikke som kælder mod vest,  alle rum mod øst er "usynlige". Det var et stort hyggeligt køkken. Der var plads til at lege, lunt og der lugtede godt, imens fik onkel Holger fred oppe.
Til hverdag kom posten, han var cyklende, og den sidste kilometer opad, så han fik sin kaffe til den medbragte madpakke. Imens fik man de sidste nyheder, ligesom han senere kunne besvare de spørgsmål, han fik stillet, om de mennesker oppe på Store Klint. 
Vi hentede vores mælk på Stengården i en mælkespand. Det var en gåtur ned gennem skoven på en kilometer og en op igen. Det var endnu lidt lyst nedad og hjemad ofte mørkt. Vi kendte turen, kunne se himlen, ane kridtet i vejen, kunne altid finde hjem.
 -" Engang Lisbeth var hjemme ( senere) og var gået med ned efter mælk, var hun "rædselsslagen" på hjemvejen, der var jo ingen gade lygter. " -
Hans "Pæsen" var forpagter på Stengården. Ham blev vi meget afhængige af, han måtte træde hjælpende til flere gange i vinterens løb. Han havde flere børn ældre end mig..  
Bageren kom i bil, når han lukkede bagsmækken op duftede det sødt. Det var dejligt med friskt velduftende brød. Der er sikkert også kommet andre handlede som jeg ikke husker. Skovfoged Holm Hansen, som boede i den gamle "Skovriddergård" lige udenfor skoven, kom ridende på besøg. Af og til havde han en "gave" med, en fugl,  som blev hængt op ude på væggen, Han elskede at høre mor tale, han forstod ikke en lyd.
Ellers var der meget stille. Vores klare børne stemmer lød højt skærende gennem stilheden.  
Vi skulle ud at lege, måtte ikke gå for langt væk  - og jeg skulle passe på Tore. Det var ofte koldt. Tøjet var ikke vindtæt, som nu. Mor var glad, når vi igen kom ind, vi fik varm mælk, og hun varmede  vores fødder.
På den tid gik der langs klinten en tysk vagt. Han havde kun den tynde uniform, gik der i al slags vejr.  Måske de voksne har talt om soldaten. Jeg må også have set ham, på et tidspunkt hilser jeg måske  på ham. Han var forbavset over, at et barn tiltalte ham på tysk. Spåntant siger jeg; jammen min mor taler også tysk.  - Jeg husker det ikke, har fået det fortalt - Soldaten var sent indkaldt, sendt på den post, han var ældre, havde familie, vidste de var udbombet, anede ikke om nogen levede, eller hvor de var. Havde mistet forbindelsen. Han havde tænkt, at springe ud fra "Klinten".

Vi er på den tid meget isolerede, ser ikke andre børn, må underholde, lege sammen. Mor er centrum, hun finder på. Vi har ikke mange legesager. Der er ikke radio eller som nu Tv. Der bliver læst eventyr og fortalt historier, især norske, om fjelde, trolde, mystik. Jeg smutter ind i den verden. Den er lige udenfor "min dør", de kæmpestore gamle bøgetræer med deres krogede grene er trolde, helt sikkert. Jeg "digter" mine egne historier. Klinterne bliver til fjelde, jeg bor jo i skoven. Jeg fortæller historierne til Tore.
At lære dansk er ikke nemt, jeg talte mest med min mor og Tore, sidste talte ikke rent endnu og mor kun norsk. Der må være en person mere, en jeg har "glemt", som kommer og hjælper på hotellet, og som taler meget møensk. Onkel Holger taler københavnsk, ham ser vi mest omkring måltiderne. Jeg taler meget dårligt dansk, forstår alt.
Tore blev 2 år i oktober. Jeg 5 i december. 
Første jul i Danmark.
Onkel Holgers børn kom hjem på ferie. Der var nu varme, vi spiste og "opholdt" os i salonen ovenpå. Der stod juletræet et kæmpe træ fra gulv til loft. Pyntet med hjerter, kræmmerhus, kugler -englehår, glimmer og naturligvis de danske flag og levende lys. Under træet pakker.  - Onkel Holger kendte en dekoratør fra Magasin, og havde gennem ham fået fat i nisser og engle,som pyntede op i det store lokale, en rigtig julestue. Vi dansede omkring juletræet, sang og så blev gaverne delt ud. Der var en gave fra min far.
Det og træet er min erindring om den jul. Jeg fik en halskæde med mit stjernetegn som vedhæng. Jeg husker, da jeg pakkede gaven op, og min mor, der forklarede noget.
Havde han sendt den, eller havde hun købt den? fik aldrig spurgt. Jeg husker ikke, om det var den jul jeg også fik drengedukken - Peter. - Tore og jeg kom senere i seng "med gaverne"- det havde været en spændende oplevelse. Rigtig dansk jul.
Lisbeth og Bitten blev til efter nytår, Hans Christian som boede hos sin mor i København, holdt også juleferien på Møen. Jeg mener, der var sne. Måske var det en anden jul, Hans Christian fandt kælk m.m. frem og tumlede med os i sneen. Mange år senere gik det op for mig, at han kun var få år ældre end jeg.
Det blev igen dagligdag. Forholdene var "primitive" der skulle hentes brænde ind til komfuret, der skulle vaskes tøj - tørres o.s.v. 
"Opvasken" et rum for sig. Her var vand og en "kæmpe" sort jernvask. Brun sæbe og soda, blev brugt meget, der var ikke sulfo eller lign. man vaskede op med soda. Også her foregik  den personlige tøjvasken. Kogetøjet på komfuret, og derefter slæbt ud til vasken. Ikke ufarligt. (Nede mellem 2 træer en tørresnor.)
Mad opbevaring var noget for sig. Dybfryseren var ikke opfundet og køleskab havde vi ikke på hotellet. Så der stod 2 store "saltkar"/ tønder, ude i "Vasken". Den ene med saltede sild, den anden med saltet kød. Spisekammeret vendte mod syd, ikke altid så smart. Der hang et flueskab udenfor, i den kolde tid fungerede det, som frost/køleskab.
Her hang også af og til et par duer, vildand, fasan og en enkelt gang en hare.

 Måske var det den vinter, at vi kørte med skovfogeden i kane, at telefon, elektricitet og vand forsvandt. Det var smukt det var barskt.

Myndighedernes spørgsmål og krav var belastende, var der en udvej?
Brevene fra Tydkland fik mor til at græde.
Krigen må slutte nu!
Der tages der en beslutning, som helt ændrer livet for alle.



       
    
  



søndag den 27. januar 2019

Tore min fars søn

TORE
Tore er min fars søn.
Min lille bror.
Han var ønskebarnet.
Familien blev fuldstændig.
Tore blev født mens luftalarmen lød og bomberne faldt. Oktober 1942 i Hamburg.
Bedsteforældrenes omsorg for familien hjalp.
 Min mor fortalte, om den hjælpsomhed hun fik fra sin svigermor, om alt hun lærte....
 Mine bedsteforældre, Oma/Opa, havde en boghandel i Hamburg, hvor de også boede.  De havde et "Sommer/kolonihave" hus udenfor Hamburg i Arensburg, som blev redning for os alle. Midt i al ulykken var sammenholdet stærkt, "alle" normænd flygtede hjem, nogle par lod sig skille (giftede sig igen efter krigen) andre "gik under jorden".
Min familie troede på fred, ville holde ud sammen.
Dette er min erindring og historie, omkring det der hændte og med Tore.
Jeg har ingen erindring omkring en følelse af jalouxi, dog har jeg et flash back, som står tydeligt for mig.
Jeg er på et fortorv - til venstre for mig står min far, jeg sidder i en rød "træde" bil, jeg er så stolt. Det er lunt, sol, tryghed. Det må være choket, der har sat billedet fast i erindringen - Min far havde købt bilen til min endnu spæde lillebror. 
Tore fik aldrig sin bil.
Bomberne udslettede alt, vi mistede det hele.
Jeg mindes en tid i Arensburg, husker lugten af primussen og den store tunge dyne, de voksnes tale om bombenemter over Hamburg, når de i mørket stod i døren, så byen brænde, vidste, at nu var det den eller den bydel der ikke var mere.
Dagen efter - fortalte mor - tog man ind i byen. Der mødte man rædselerne. På grund af brandstorme var folk blevet fanget lå forbrændte døde.... mange ledte efter familien - Alt var væk -
Min familie var som mange andre på flugt. En flugt der drev den sydpå - og ender ved Bodensee bl.a.i Lindau.
Igen  "flash back" Er i et stort lokale, med store vinduer, der hvor jeg sover, kan jeg se store bare træer, min mor er der ikke (jeg ved ikke om jeg er alene). Et andet "billede"; sidder alene på en bred vindeltrappe og venter på min mor, hun er inde bag døren, - En soldat træder på min finger, jeg græder, mor kommer - med mad.
Det var en daglig kamp at skaffe mad, og især mælk. Hvad min mor ofrede for ekstra mad, kan jeg i dag kun gætte på.
For Tore var tilværelsen trykheden, at have far og mor, få mad og sove, Han var et roligt tilfreds barn. Elsket og beskyttet, familien holdt tæt sammen. Ventede at krigen måtte slutte snart. Jeg fornemmer at Lindau var som et "helle", ikke bomber og luftalarm. Der var mange flygtninge. Jeg fik på et tidspunkt en lege ven, der hed Peter (måske Gabriels, vist lægesøn, kendte forældrene) fastboende.
"Peter besøgte Store Klint i 50.erne." Vi huskede intet.
I 1944 sker der noget- min far ser ingen anden udvej, end at sende sin familie til Norge. Det er svært at skaffe føden, han bliver presset, udenfor partiet, intet arbejde ingen indkomst.
Flugten/rejsen nordover begynder. Kun de nødvendigste ejendele, 2 børn og zigzag op igennem et sønderbombet land, bomberne faldt.Man måtte forlade tog, søge ly i grøfter, dække børnene med egen krop. Jeg fornemmer ventesale med hårde gulbrune faste bænke og en speciel lugt.... en meget lang rejse. Så er vi endelig fremme, ikke Norge - Danmark.
Min mor omtalte ikke meget om krigen, mente at fortielse ville få mig til at glemme. Når erindringsbilleder dukkede frem, og jeg spurgte, blev alt benægtet eller jeg skulle glemme det.
Jeg husker ikke afskeden med min far. Husker slet ikke, at han var der.
Mange år senere fortalte han, at han havde afleveret os til Røde Kors i Danmark. Han rejste tilbage -
Tore er 1½ år og en dejlig nem glad dreng. Min mor er endnu ikke 30, jeg er 4½ og ønsker mig brændende en dukke.