1945 forår Opbrud - Krigs afslutning.

Året er stadig 1944, et skæbne år.
Et år, der for altid har haft indflydelse op mit videre liv.
Måske endda formet mig, gjort mig stærkere.

Dette afsnit kommer til mest at handle om mig, da det er mine oplevelser og liv med Tore, vil det ikke være muligt, at komme videre uden at mine oplevelser flettes ind, også for at forstå Tore, og mit forhold til ham, senere.
Jeg kan ikke vide, hvor stort presset fra myndighederne var blevet.
På et tidspunkt i april blev kufferterne pakkede og vi forlod Møn. Forsvandt....

Pernilles børnehotel blev det kaldt. 
En stor hvid villa i Rungsted med altan, balkon/terrasse, ovenpå var der en sovesal med senge og køjer. Der var en kæmpe have. Helt nede i bunden en stejl skrænt, og oppe kørte togene til København forbi. Nedenfor stod brændenælderne tæt. 
 I villaen var der indrettet en privat institution. - Børnehotellet tog sig af børn, hvis forældre skulle ud at rejse eller på anden vis trængte til aflastning. "Hotellets leder var fru Prom. Hun tog sig også af børn, der trængte til en fast hånd. I et interview i 1950 fortæller hun, at hun ofte har held med at rette op på uregerelige, vanartede eller nervøse børn. Hun påtog sig på et par måneder at klare problemer med bl.a. opførsel, spisning og at sove. 

Jeg blev i april afleveret i det store hvide hus. Det er kun for en kort tid, havde mor sagt. Hun og Tore forsvandt..... Mit livs mareridt. Jeg var helt alene, havde "mistet" hele min familie. "Kort" tid er ganske få dage, dage blev til uger og måneder.
Man kunne bestemt ikke lide mig. Mit sprog - og at jeg ikke var dansk. Jeg var en "opgave"
I dag ved jeg at ikke var min mor der, havde fundet dette sted. Da jeg i frustration bebrejder hende, at hun også sendte mig på børnehjem, fortæller hun mig, at det var et fint sted, og at der ikke var andre børn end husets egne døtre. Hun tror ikke på sovesal eller andet. Hun var 80. Det var første gang, jeg siger min mor direkte imod.
Der var streng disciplin på Pernilles Børnehotel, så en dag jeg ikke spiste op, fik jeg besked på, at blive siddende til jeg havde spist. Jeg husker, at jeg sad udenfor med ryggen til haven. Jeg husker lugten af tælle, de hvide pletter, og den ækle tykke brune "sovs". Jeg sad der i timer - tror ikke, at jeg spiste det.
Jeg blev "forfulgt" af de store børn, de "forgreb" sig på mig, -  engang smed de mig ned i brændenælderne. Der var ingen trøst, alle var ligeglade.
5. maj en festdag. Krigen var forbi, måske forventede jeg at blive hentet? ved det ikke, og det skete heller ikke.
En dag skulle en meget "vigtig person" komme forbi med et tog, Langs hele ruten ville der være flag. Vi børn skulle stå på stribe med et flag på ryggen vendt mod toget. Jeg glemmer ikke diskutionen. Jeg kunne ikke stå med det tyske flag, give mig et dansk ville man ikke. Jeg fik det norske.
Så endelig midt på sommeren blev jeg hentet, ikke af mor, jeg skulle til Møn.
Jeg talte nu dansk, jeg var selvstændig, mistroisk, undgik al konflikt og havde tillagt mig nogle vaner,  bl.a. at  gentage ord og sætninger... som om jeg smagte på ordne. Til stor gene - folk troede jeg "abede" efter.
Mor og Tore var der ikke.
Bitten var hjemme, hun skulle se efter mig, indtil mor kom. Bitten slæbte mig med rundt, har sikkert haft mig bag på cyklen også. Ofte kom en veninde på besøg, Lilian fra Skovriddergården, hun var anderledes sød og omsorgsfuld. - Engang havde vi alle tre været nede at bade, og gået alle "1000" trin op, da Bitten sagde: "Nu skal det gøre godt med et koldt styrtebad". Jeg gentog sætningen..... og fik mit kolde styrtebad, (under skrig og skrål) tror at - Lilian reddede mig. Hader kolde bade.
Så endelig i august kom mor og Tore også til Møn.
Husker det ikke som nogen begivenhed, ved bare at vi var "fremmede" for hinanden, hun, jeg  var "en anden", jeg følte forandringen i vores forhold, jeg var mistroisk, selv om hun forsøgte at finde den gamle rytme.
Jeg skulle som før lege med Tore og passe på ham.
Så en dag kom der besøg, "børnene" var sendt udenfor, mens de voksne sad inde i det rum, der blev kaldt "baren", og hyggede sig med et glas. Ud gennem vinduet kunne de se os.
Vi havde fundet ud af, at man kunne glide ned af det skrå metal "Kældertag" der dækkede grønsagskælderen. Det var sjovt.  Det gik fint indtil Tore kom for højt op, han falder ca. 1½ meter bagover ned på cementen.
Mor har altid sagt, at han fik kraniebrud. Han slog ihvertfald sit hoved slemt, og hans hoved hævede voldsomt.
Mor talte om, hvordan han, i natdragt, var gået gennem restauranten, han havde ledt efter hende. Gæsterne havde været chokerede over at se den lille fyr med det store hoved.
Om han fik men, er der ingen der ved,
Måske havde han smerter, som han ikke kunne forklare,
Måske var den ulykke medvirkende til, at Tore senere udviklede nogle hidsigheds anfald, når han ikke kunne klare situationen.
Han forandrede sig, var ikke så tryg, glad og sorgløs som før.
Vi boede hos onkel Holger. Det var ham der bestemte, vi børn skulle ikke være i vejen, så dagene var fast tilrettelagte. Når vi ikke sov, var det køkkenet eller ude. Der var ikke varme i børneværelset. I stuen kom vi meget sjældent, kun ved specielle lejligheder, fx jul og når Tante Oda kom på besøg.
Vi gik med, når der skulle hentes mælk.
Der blev igen fødselsdage, og det blev jul. Traditionen tro var huset "fuldt" børn kom hjem, der var pyntet og juletræ til loftet. Husker sne, vi kælkede og stod på ski. Vi havde "sovet" til middag, for at få lov til at være længe oppe. Der var masser af mad og gaver, der var ingen fra vores far.
Han var blevet unævnelig.
Der kom breve med sorte streger (censur) og mor græd.
Hun sang ofte for os og med os, og når hun arbejdede. Var alene ude med opvasken. Så var det på tysk "Wien Wien nur Du allein"...
 Mor havde hele ansvaret/slæbet omkring børnene, der var ingen penge til noget, og vi skulle være taknemmelige, for at kunne være i Danmark. Fornemmelsen var svigt, m.m. Vi ikke havde ingen far mere, han  interesserede sig ikke for os. Vi var ham ligegyldige. Jeg holdt op med at spørge, "glemte" ham, Han blev en trussel. Vi skulle opføre os korrekt/lydtre, Det gik mest ud over Tore. Han blev syndebuk, det mindste der gik galt blev han skyldt for. Den kærlighed han før var omgivet af, de knus den omsorg, var han nu for "stor" til. Der blev krævet straf, en hård hånd.
Mor turde ikke vise sine følelser, og var frustreret, og det var hende der slog/straffede, det var hendes børn - ansvar.
Hun gav sig god tid, når vi om aftenen skulle i seng. Så blev der læst historie, og vi bad fadervor. Tore havde endnu ikke rigtig fået fat i remsen, så hans lød "suppe suppe suppe ammen". Et af de eventyr der især blev læst var Hans og Grethe, og der blev snakket meget om det. Det føltes som om hun sammenlignede os med eventyret. Jeg følte ikke hendes angst, når vi var ude, mere glæden når vi igen var vel inde.
Tore havde det svært med at tale, han stammede, og gik helt i baglås, når man skyndede på ham. Senere har han ofte måtte høre for, at han opfandt ordet "motel" før det blev kendt i Danmark, H var et svært bogstav.
Onkel Holger lagde ikke skjul på, at han ikke interesserede sig for os, især Tore, han fandt altid fejl og irriteredes over ham.
Tore var den lille, han krævede min mors omsorg. Det pyleri  var for meget. Voksne "gamle" mænd kan også være jaloux. 
Jeg "klarede" mig forsvandt ind i min verden, enten med blyant og farver, eller med mine dukker. Jeg efterlignede min mor i min leg, snakkede med mine dukker, der fik masser af kærlighed.
Jeg havde lært at "forsvinde", også når mor blev bebrejdet for vores støjende adfærd,
"De uopdragne unger."
Tore blev svigtet, han havde ikke min ballast, jeg tog ikke hans parti, forsvarede ham ikke, dukkede mig, undgik konflikt. Vi levede med den trussel, at hvis vi ikke opførte os ordentligt, ville vi blive sendt tilbage  -  til Tyskland. Tyskland ......
Tore og jeg fik hver en kæde med navn og adresse i sølv om halsen. Jeg tænker i dag, at det var for en sikkerheds skyld, hvis vi skulle blive væk, eller der skulle ske os noget. Det var jo ikke en ufarlig legeplads.
Efterhånden som tiden gik blev vi lokalt accepteret, nogen gjorde det straks, andre var længere om det.
Der var bus forbindelse til Stege, da vi ikke selv havde bil, var bussen den eneste mulighed, skulle man til Stege.
Under krigen var der ikke benzin til  busserne, derfor havde man en installation, som man fyrede i undervejs. Det hed vist en generator.
Bussen havde svært ved at klare alle bakker, og (jeg tror at) ruterne var lagt sådan, at de værste stigninger blev undgået, det var dog helt galt på Sønderbybakke. Alle mænd blev kaldt ud for at skubbe...
Bussen til klinten kørte ind i Klinteskoven ude ved bommen ad bilvejen, altså ned ad Djævlebakken, og tilbage, ud af skoven, ned ad Stengårdsvejen.
Engang var min mor med bussen mod Stege, bag hende sad der "2 damer" fra Klintholm Havn... de snakkede højlydt, om Store Klint, om min mor og børnene - "Hvordan kunne hun dog få børn med en tysker".
Min mor vendte sig om mod dem: " På akkurat samme måde, som med en dansker". Svarede hun dem -
Nede i garageanlægget på Store Klint, stod der en bil oppe på nogle klodser.... og på et tidspunkt, da der igen var benzin at få, fik Onkel Holger kørekort.
Han blev aldrig nogen elite billist. Han elskede sin bil så højt, at min mor ikke fik lov at køre, trods hun i flere år, havde haft kørekort.
Nu kunne vi komme rundt, vi så andre steder og andre mennesker.
1944 -1945 - 1946
Vi var endnu i Danmark.
Der kom pakker fra Norge -
Det var bare endnu ikke muligt, at få indrejsetilladelse til Norge.   
Venter på den tredie sommer på Store Klint.