Tore min fars søn

TORE
Tore er min fars søn.
Min lille bror.
Han var ønskebarnet.
Familien blev fuldstændig.
Tore blev født mens luftalarmen lød og bomberne faldt. Oktober 1942 i Hamburg.
Bedsteforældrenes omsorg for familien hjalp.
 Min mor fortalte, om den hjælpsomhed hun fik fra sin svigermor, om alt hun lærte....
 Mine bedsteforældre, Oma/Opa, havde en boghandel i Hamburg, hvor de også boede.  De havde et "Sommer/kolonihave" hus udenfor Hamburg i Arensburg, som blev redning for os alle. Midt i al ulykken var sammenholdet stærkt, "alle" normænd flygtede hjem, nogle par lod sig skille (giftede sig igen efter krigen) andre "gik under jorden".
Min familie troede på fred, ville holde ud sammen.
Dette er min erindring og historie, omkring det der hændte og med Tore.
Jeg har ingen erindring omkring en følelse af jalouxi, dog har jeg et flash back, som står tydeligt for mig.
Jeg er på et fortorv - til venstre for mig står min far, jeg sidder i en rød "træde" bil, jeg er så stolt. Det er lunt, sol, tryghed. Det må være choket, der har sat billedet fast i erindringen - Min far havde købt bilen til min endnu spæde lillebror. 
Tore fik aldrig sin bil.
Bomberne udslettede alt, vi mistede det hele.
Jeg mindes en tid i Arensburg, husker lugten af primussen og den store tunge dyne, de voksnes tale om bombenemter over Hamburg, når de i mørket stod i døren, så byen brænde, vidste, at nu var det den eller den bydel der ikke var mere.
Dagen efter - fortalte mor - tog man ind i byen. Der mødte man rædselerne. På grund af brandstorme var folk blevet fanget lå forbrændte døde.... mange ledte efter familien - Alt var væk -
Min familie var som mange andre på flugt. En flugt der drev den sydpå - og ender ved Bodensee bl.a.i Lindau.
Igen  "flash back" Er i et stort lokale, med store vinduer, der hvor jeg sover, kan jeg se store bare træer, min mor er der ikke (jeg ved ikke om jeg er alene). Et andet "billede"; sidder alene på en bred vindeltrappe og venter på min mor, hun er inde bag døren, - En soldat træder på min finger, jeg græder, mor kommer - med mad.
Det var en daglig kamp at skaffe mad, og især mælk. Hvad min mor ofrede for ekstra mad, kan jeg i dag kun gætte på.
For Tore var tilværelsen trykheden, at have far og mor, få mad og sove, Han var et roligt tilfreds barn. Elsket og beskyttet, familien holdt tæt sammen. Ventede at krigen måtte slutte snart. Jeg fornemmer at Lindau var som et "helle", ikke bomber og luftalarm. Der var mange flygtninge. Jeg fik på et tidspunkt en lege ven, der hed Peter (måske Gabriels, vist lægesøn, kendte forældrene) fastboende.
"Peter besøgte Store Klint i 50.erne." Vi huskede intet.
I 1944 sker der noget- min far ser ingen anden udvej, end at sende sin familie til Norge. Det er svært at skaffe føden, han bliver presset, udenfor partiet, intet arbejde ingen indkomst.
Flugten/rejsen nordover begynder. Kun de nødvendigste ejendele, 2 børn og zigzag op igennem et sønderbombet land, bomberne faldt.Man måtte forlade tog, søge ly i grøfter, dække børnene med egen krop. Jeg fornemmer ventesale med hårde gulbrune faste bænke og en speciel lugt.... en meget lang rejse. Så er vi endelig fremme, ikke Norge - Danmark.
Min mor omtalte ikke meget om krigen, mente at fortielse ville få mig til at glemme. Når erindringsbilleder dukkede frem, og jeg spurgte, blev alt benægtet eller jeg skulle glemme det.
Jeg husker ikke afskeden med min far. Husker slet ikke, at han var der.
Mange år senere fortalte han, at han havde afleveret os til Røde Kors i Danmark. Han rejste tilbage -
Tore er 1½ år og en dejlig nem glad dreng. Min mor er endnu ikke 30, jeg er 4½ og ønsker mig brændende en dukke.