Overraskende forandringer.

En sød sommer overraskelse.
Mere præsis - var det sidst på sommeren i 1946, at Tore og jeg pludselig fik en lillebror. Han hed Eyvind. Han var et år gammel, vi havde ikke samme efternavn.
Det ændrede vores dagligdag.
Der kom en barneseng ind i børneværelset, og Tore og jeg fik køjeseng. Der kom "ung pige i huset".
Hun skulle især tage sig af Eyvind og lettere husarbejde.

Eyvind var et specielt barn, han hvilede totalt i sig selv. Han viste ingen "følelser" græd ikke, og han kunne i lang tid sidde stille  og betragte omgivelserne eller "lege" alene med et stykke legetøj. Han sagde ikke noget, talte ikke. Han gad heller ikke gå.
Man anskaffede et "køretøj", -  med et sæde, 2 hjul, med en "bagstøtte" og en lang stang bag, - som han så blev transporteret rundt i.

Når det regnede, blev sandet skyllet ned ad bakkerne på grund af kridtet i jorden, det efterlod dybe revner i vejene og sand nedenfor bakkerne.

Det var sjovt, at få lov til at køre med Eyvind,
En dag gik det galt, lidt for meget fart, sand - nedenfor bakken bag hotellet - standsede køretøjet brat. Det vippede og drengen lå med ansigtet nede i sandet.
Eyvind var fuld af sand, øjne, næse, ører, mund m.m. Han sagde ikke en lyd, lod sig rense og børste af. Den unge pige sladrede ikke.
Eyvind var tilfreds, når han fik sin mad og søvn regelmæssigt.
Han faldt ind i dagenes rytme, og ingen stillede spørgsmål.

Krigen havde været forbi i 2 år.
Man talte ikke mere om at rejse til Norge.
Jeg tror, vi fik opholdstilladelse.
Endnu en jul, der var gaver fra Norge -  intet fra vores far, han var "glemt".
Måske var det den jul, at Lisbeth foreslog, at vi alle kaldte onkel Holger for "Farmand". Alt det andet var noget roderi, med alle de halvsøskende.
Sådan blev det, det kom ikke til at betyde meget for Tore og mig. Vi måtte altid høre for, at vi havde en anden far, vi hørte ikke rigtigt med i "klanen". Det hed altid, mine børn, dine børn, vores børn....Det var også Lisbeth der kom med en sang som alle skulle deltage i - man løb i en lang kæde "skrålende" nu er det jul igen hele vejen op, og hen ad gangene - til 3. sal og ned igen, vi var mange når der var andre  - gæster.

Så pludselig skulle vi ud at rejse.

Vi skulle på ferie i Norge.
Endelig det land, vi havde hørt så meget om. Det land eventyrene stammede fra mors, land.
Jeg husker rejsen glimtvis.
Vi sejlede fra København til Oslo, og kørte så med toget fra Oslo til Bergen.
På opturen var der lidt søgang og vores barnepige blev søsyg og kastede op i vasken. Ikke særlig godt for os andre, som ikke kunne bruge vasken.
Togturen var et eventyr for sig.
Om det er fra den tur, eller en senere kan jeg ikke sige, jeg nød hvert minut, og her var eventyrlandet, jeg vidste, at trolde og andre væsner, måtte elske at bo her.
Vi spiste i spisevognen og opholdt os i vores kupe der var en masse at se på,
Der var  længere ophold på flere stationer, hvor  man kunne  købe  "rundstykker" med gedeost og pølse,
Fra sol i Oslo skiftede vejr og klima, oppe på fjeldet lå der sne, i Bergen regnede det.
Vi, 2 voksne og 3 børn, skulle blive længere tid i Norge,
Først boede vi vist - nogle dage i Bergen/Paradis hos vores Bedstefar.
Så skulle vi til Nordheimsund. Her boede vi et par uger på et hotel/pensionat. En skøn tid, med dejlige ture, en pragtfuld natur og et fantastisk vandfald som man kunne gå ind bag/under.
Mor fortalte om Norge, livet og maden - så nogen der  stegte fårehoveder bl. a. Jeg fik legeveninderder.
Vi havde fået regnfrakke og sydvest. Sydvesten blev brugt, da vi blev frygtelige køresyge på bil- turen hen og tilbage. Der var ikke plastikposer eller ligende dengang.

Tilbage i Bergen, vi boede nu på hotel i byen.
Mor blev budt ud en aften og vi hyggede os med barnepigen i den store seng.
Man havde købt bolsjer til os, de hed "Kongen af Danmark" Ovale røde med et trykt mønster af en person.... jeg blev dårlig, og har aldrig brudt mig om den smag. Mærkeligt, jeg husker i den forbindelse, at man dengang sagde, at den danske konge var død..... 
Vi mødtes med familien i byen, og var rundt på besøg.   Bedstefars "nye" familie, hvor børnene var yngre end jeg. Tanterne, mors søstre, og deres familie, en fætter og to kusiner. Det var kusinerne, jeg lærte bedst at kende den gang.
Jeg mødte også min mormor, hun gjorde et stort indtryk på mig. Hun inviterede os Tore og mig på "Kage og brus", det skulle være specielt. Jeg tror ikke, vi helt delte begejstringen. Mormor var virkelig glad for mig. Dengang forstod jeg det ikke rigtigt. Jeg var ikke fortrolig med den overvældende glæde. Hun var trods alt "fremmed". 
Det var gensidigt, når hun kærligt tog om mig, holdt mig tæt til sig. Da jeg sagde, - sikkert for at gøre hende glad, - at hendes "Sølv smykke"var så fint. Ville hun, at jeg absolut skulle have det. Jeg følte mig flov. Jeg har det lille smykke endnu, og tænker på hende, husker episoden, når jeg ser på det.
Hun kom til at betyde meget for mig,senere - vi korresponderede faktisk sammen i flere år. Jeg fik altid bøger til jul og fødselsdag. Som lille med vers og sange, som mor kunne. Senere var det bøger der passede til min alder. Havde en mistanke om, at tante Else Marie hjalp med valgene.
Jeg var det første barnebarn, og mormor havde været meget glad for mig, dengang jeg som spæd endnu boede i Norge. Hun var virkelig ked af at miste os, da vi måtte rejse.
Tore nød også at være i Norge, han kunne slappe af. Mor havde tid til ham. Han blev også forkælet. Vi forstod sproget, det var jo næsten som mor talte. Det var vanskeligere med de norske børn, de forstod ikke os så godt. Han var nu blevet mereTore, ikke kun sin søsters påhæng, Jeg gav gerne slip. Han var ikke længere den lille.
Jeg husker ikke hjemrejsen specielt. Vi rejste med nattog, alle i en sove - togkupe, og verdens mindste vask i hjørnet. Toget susede afsted i natten og togvognen rystede, udenfor steg røg og sod op fra lokomotivet i den klare højfjelds luft. Vi var i Oslo tidligt om morgenen og skulle skynde os ned til båden - mener den hed "Kronprins Olav".
Vi landede ned "Larsens" plads. - Lå den kaj ikke der, Amaliehaven er i dag? Jeg tror det.

Hjemme ventede dagligdagen.
Jeg var begyndt i skolen om foråret.
D,v,s, at Tore mistede sin "legekammerat" flere dage i ugen. 
Havde jeg været i skole, kunne jeg ikke også hente mælk. Da jeg ikke havde en cykel, gik jeg de 3½ km  hver morgen til Kraneled, med mit "tornyster" på ryggen.
Af og til var jeg heldig. Fyrmesteren kom nede fra Budsendehave med hest og vogn, og han tog mig med det sidste stykke vej, han skulle i Brugsen. Jeg kom for sent...
Samtidig var man igang, med at bygge og etablere Marinestationen ude på klinten, der kørte jævnligt "håndværkere" frem og tilbage, også her kunne jeg være heldig at få en lift på vej til skole. 

 Kraneled skole. En forskole med 3 klasser. Der var en' lærerinde. Et klasseværelse. Vi gik i skole "hver anden dag", vist nok 4 dage i ugen. Vi lærte i 1. klasse bogstaverne,  ved at vi skrev på vores tavle med en griffel. Samme metode med tallene.  Man havde aa som å, navneord med stort, og der var et e i Møen.

Jeg holdt meget af den lille skole, og min lærer. Hun var virkelig pædagog, forstod sig på børn og havde tålmodighed. Der var ro og orden, man havde respekt, selv om der var 2 klasser i klasseværelset ad gangen, af og til 3, passede man sine sager. Vi lærte noget hele tiden, frk. Nielsen fortalte og vi lyttede. Gik vi tur var det fugle, blomster, planter, insekter m.m. Når Vi lærte om geografi havde vi ikke en bog, vi tegnede i et hæfte med tern efter tavlen, En tern op 2 th, en skrå og så videre, pludselig var det et billede. Jeg lærte at strikke og lavede mit eget "dukkehus" i karton og julepynt, som kom på træet senere. Det vigtigste var jeg lærte at læse - det med tallene gik ikke så godt, den der 7 tabel lærte jeg aldrig. Vi sang - lærte salmevers, vi sang altid inden vi skulle hjem. " Klokken slår tiden går.....
Når det passede med dagene eller tiden fik jeg ofte et "lift" hjemad bag på en cykel Det var pigerne fra fodermesterens på Stengården. Selv om det var en omvej, så havde jeg kun 1½ km alene resten af vejen. De boede dengang i Busende. Turen hjemad gik så ned ad sandvejen og fra Stengården og hjem.
Hjemme fik jeg noget at spise, og så var der lektier.
Tore var lukket ude, og det gik ikke godt med at lege med Eyvind.
Jeg havde overlevet det chok, det havde været med de mange børn på en gang.
Jeg fik en "veninde" og længsel efter, at lege efter skoletid, som andre gjorde.
Måske var  det kommet nogen for øre, at jeg jævnligt kom for sent til første time, eller man har ment at tiden var inde,  da jeg var 8 år fik jeg en cykel.