Sådan en var fastelavn.
Jeg husker det gennem hele barndommen. Vi fik om morgenen hver et fastelavnsris.
"Det hed sig, at man i følge traditionen, skulle rise de voksne op/ud af sengene". Det gjorde vi nu ikke. - Risene egnede sig heller ikke til det. Det var ofte hvid malede birkegrene, pynter med flere farver papir pynt, med slik og en maske. Mor havde flair for sådant, det var børnenes dag. Vi måtte først spise af slikket efter morgenmaden.
Som større kom vi ned på Stengården, og gik med børnene rundt udklædt og med maskerne, og sang "Boller op"... husker, at vi alle blev budt ind nede ved Bødkermosen hos Willy-
Påske morgen var der stort morgenbord og malede blødkogte æg, - bagefter et påskeæg i chokolade. Der var pyntet med lyse "gule" forårs farver i dagens anledning. Man sad længe, allesammen, ved morgenbordet.
Mors dag blev også fejret. Mor fik blomster den dag. Tore og jeg plukkede en fin buket ude i skoven, mor havde sagt, at vi skulle gøre det. År senere, efter at vi var flyttet til Stege, og der ikke var nogen skov, gik vi hen til "kirkegårds gartneren" og købte for ca 1 krone blomster.
Senere sendte "drengene" blomster til morsdag 5. maj. Jeg ventede til 17. maj. Det var aftalt.
17. maj. En dag, som jeg stadig fejrer i det stille.
Det var virkelig en fedtdag hjemme hos os.
Vi, Tore og jeg, fik bånd i rødt hvidt og blåt på, eller en rosset i samme farver, og der var blomster, også i rødt hvidt og blåt. Det betød meget for mor, som savnede Norge, og derfor og holdt meget på traditionen. Tror hun savnede Norge ekstra den dag. Naturligvis var maden,speciel og festlig. Noget, som ikke var særlig dansk, kunne være lam. Eller Skovfoged Holm Hansen havde været forbi.
Vi var med et år på vinterrejse til København, der skulle købes ind til jul, tror jeg.
Der var Jule pyntet overalt, det var et fantastisk eventyrland. Det ene overgik det andet, vi skulle se "det hele".
Vi boede på hotel Terminus, som lå lige ved Hovedbandgården. Ejet af en, dengang endnu "Onkel Holger"'s bekendte.
Husker - jeg var imponeret - og også min skuffelse over havregrøden om morgenen, en grå klistret halvkold masse. Den var kogt på vand. Også mælken smagte mærkelig.
Vi var i "Magasin" en kæmpe forretning i flere etager med rulletrappe, der var julepyntet - og en nisse - vi fik et stk. "lege tøj"-, så kunne vi puste sæbebobler, der svævede et par sekunder med skønne farver, inden de bristede.
Vi så Garden om formiddagen, gå forbi os, gennem byen, fik fortalt om kongen, der boede der, og at Garden passede på ham. Der var masser af mennesker i København.
Senere kom vi årligt til København om sommeren. Onkel Holger elskede sin by - og mente, at det var en del af opdragelsen mindst at kende Zoologisk have og Tivoli
Det var en meget lang køretur, Tore, spurgte efter kort tid "Er vi der snart?"., for at få tiden til at gå, skulle vi tælle røde biler, senere sporvogne. Tore snød, han så altid mange flere end jeg.
Vi holdt pause på halv vejen, i Tappernøje.
Sidst på formiddagen var vi fremme.
Vi gik først i Zoologisk Have, hvor vi altid spiste varm mad. Vi var rundt og så "alle" dyrene.
Derefter tog vi til Tivoli.
Vi prøvede forskellige forlystelser, som passede til os, vores alder, karrusel og lign.. Jeg har aldrig prøvet Rutsjebanen, derimod ofte sejlet under i "Gondolerne", vi holdt begge efterhånden, mest af Radiobilerne, og tiggede om en ekstra tur.
Mor har været med i starten, senere da vi selv finde rundt, fik vi nogle penge, og skulle mødes med Farmand i "Grøften". Vi nød friheden og kom rundt i det meste af "haven".
Aftenen sluttede altid med et fest fyrværkeri, som vi lige skulle se, inden turen hjemover.
Jeg havde det elendigt, det ødelagde helt dagen for mig, det blev værre og værre med årene, fordi jeg vidste det ville komme, Jeg sagde det ikke aldrig.
Farmand var vild med det. Han kendte også fyrmesteren. Hofmann.
Endnu en oplevelse, var det tilbagevendende besøg i Cirkus.
Tore og Farmand elskede det, jeg var faktisk bange..... og har aldrig brudt mig om cirkus, - "pjat!" - blev der sagt, "alle elsker cirkus".
Hestene og klovnerne kunne lige fange min opmærksomhed for en stund. Jeg fandt det mere spændende udenfor mellem vognene...
Man må have opfattet mig, som et utaknemmelig surt barn.
Jeg havde før meget ofte mareridt, nu sjælenere
"Vågner - ved at vi flygter ud af et stort telt som brænder."
Min mor sagde, det skal jeg glemme det er kun en drøm.
Kan stadig drømme ...hvordan jeg/vi på afstand ser "Cirkus" brænde.
"Udflugter/skovture"
Erindrer engang udflugt til Liselund med madkurv og senere kaffe hos Povlsen i Schweitzerhytten. Der var en masse, at se og opleve på Liselund og spændende historier, desuden var der stor gæstfrihed hos Povlsens.
En anden gang, senere - en tur, udflugt til Ulfshale.
Vi var alle cyklet i forvejen, to mødre med børn. senere kom Farmand og manden i bilen med maden m.m.
Vi havde badet og var sultne.
Tore gik nødigt i vandet, han frøs, rystede og havde gåsehud over det hele. Han havde også næsten altid en bluse på.
Vi sad, alle der på tæpper i "Klitten" med udsigt ud over havet. Der blev dækket op, madkurven var fyldt, pakket på Store Klint - dug, servietter, glas o.s.v.
Der var en stor madkasse fyldt med smørrebrød. Aldeles uhåndterligt, alt for højt belagt/pyntet.
De voksne, hyggede sig en snaps til silden og skyldet ned med øl, vi børn fik sodavand i dagens anledning.
Det var på de voksnes præmisser.
Bagefter cyklede vi igen hjem til Stege.
Jeg springer i tid og erindringer, og kommer lidt tilbage til tiden på Store Klint og omkring Tore dengang.
En sommer måtte Tore tilbringe en hel måned alene uden mig.
Man havde sendt mig på ferie.
Jeg var af farmand blevet afleveret til en "Kahytsjomfru" han kendte på skibet "Kronprins Olav", hun skulle holde øje med mig.
Jeg fik noget at spise og blev lagt i seng i en køje, delte kahyt med en fremmede.
Næste morgen blev jeg, i Oslo, hentet af en "nervøs" mand. Han hed "Tronstad," mener jeg, var en bekendt af mor og ansat hos min Bedstefar. Han skulle sørge for, at jeg nåede toget til Bergen. I paskontrollen havde man forlangt, at jeg skulle via konsulatet....den arme mand svedte, så skjorten var helt våd....Der blev højlydt diskuteret.
Jeg nåede toget i sidste øjeblik, en konduktør lovede, at se efter mig, på turen. Dengang tog det hele dagen, at rejse med tog Oslo/Bergen. Jeg mindedes turen meget positivt, måske lidt beundret, fordi jeg rejste alene.
Skuffelsen var til gengæld stor, da der ikke var nogen fra familien, til at tage imod mig på stationen i Bergen. En fremmed elegant dame, sagde at hun var "Tante Eva", og jeg skulle bo hos hende, til Bedstefar kom hjem fra landet. Vist nogle dage senere.
Det var en meget fint hus/hjem, der var ingen børn.
Jeg skulle sove i et "kæmpe" stort gæsteværelse. Jeg vaskede mine hænder, og tog som jeg plejede sæbe - skyllede og skyllede...brugte en masse vand, det blev ved med at skumme. Vandet var utroligt blødt. Det kendte jeg ikke.-
Jeg boede på skift hos tanterne, sidst hos Tante Kikka. Jeg lærte mine 2 kusiner og fætteren godt at kende."Blev næsten helt norsk" Jeg var på landet med Bedstefar og tante Mossen, der var også 2 børn, at lege med, jeg var en tid på Ænes og senere Toreide.
Jeg husker at Bedstefar tog mig på knæet, engang jeg var ked af det. Han trøstede mig, måske var det hjemve.
Han sagde, at for hver dag der gik, ville der være en dag mindre, til jeg igen skulle hjem.
Hjemturen mindes jeg ikke. Det var fordi, det var nattog. Jeg var 8 år.
Tore havde ikke haft held med at lege med Eyvind, som hverken legede, eller talte. Han var en "betragter". Han kunne sidde stille og pille ved et stykke legetøj, man undrede sig ofte over, hvordan han havde fået det skilt ad... Desværre var det ikke altid hans eget legetøj.
Jeg gik skole, og ikke kom lige hjem, fordi jeg legede, dagene også lange for Tore.
Der var ingen, der bebrejdede mig noget i den forbindelse.
Jeg kunne ikke ringe hjem, og forældrene til dem, jeg legede hos, ringede heller ikke. Jeg kom, når jeg kom.
En dag blev jeg dog modtaget af Farmand med voldsomme bebrejdelser og beskyldninger.
Mor var kørt på sygehuset med Tore.
Tore havde fået den vane, at sidde på køkkenbordet ved vinduet, og kikke ned ad vejen, for at se om jeg var på vej.
Det var slet ikke sådan, at vi legede fantastisk sammen, Tore manglede bare nogen at tale med, være sammen med.
Skovarbejderne var, på den årstid, beskæftiget med at sprænge stød. D.v.s. sprænge de træstubbe, der var igen efter de fællede træer. Der var en del stubbe mellem hotellet og staldbygningen, dem var man den dag, ifærd med at fjerne.
Et stykke af en rod fløj ukontrolleret gennem vinduet og ramte Tore.
Jeg fik skylden. -
At jeg blev bange, og ked af det, eller var chokeret, tog han/man ikke hensyn til.
Det var min skyld! Var jeg kommet tidligere hjem, var det ikke sket.
En morgen i kraftigt blæst og regn var jeg på vej gennem skoven til skole.
Jeg var nået ned ad den store Stengårdsbakke, ned på det flade stykke, da jeg så nogle ledninger, der lå på vejen og slog store gnister omkring.
Jeg vendte om.
Da kom hjem, skældte man ud, som om det var min skyld, at ledningerne var faldet ned. Man hørte slet ikke, hvad jeg fortalte. Eller så, hvor bange jeg havde været. - Så det gik op for dem, at vi var uden strøm. Man havde næsten fået mig til at føle mig skyldig.
Der ingen der trøstede, eller sagde, at det var godt jeg var vendt om.
Jeg styrtede ofte på min cykel og kom til skade.
Hjælpen hed, jod og plaster. Det var ikke rød jod. At et sår burde have været syet .....Tænkte man ikke på. Det blev til grimme ar.
Vi sladrede ikke, der ville ikke have været medhold, vi lærte, at ordnede tingene selv, eller vi indordnede os.
Vi lærte at holde oplevelserne og erfaringer for os selv.
Forstod at holde på hemmeligheder. Man kan sige, at de voksne havde mistet barnets fortrolighed.
Vi spurgte ikke om lov. Hvad ingen vidste kunne ikke bruges imod os.
Når vi gik tidligt ned efter mælk, kunne vi lege et par timer.
Så mødtes vi med Gynter, dengang yngste på Stengården, Else, Lilli, Grethe og Inga, fodermesterens piger.
Meget ofte førte Gynter an. Vi var rundt overalt på gården, og oplevede lidt af hvert.
Han sørgede for, at vi ikke gik glip af dyrenes sex liv.
Fra forskellige skjulte steder, var vi alle tilskuer til ritualet.
Senere oplevede vi resultaterne, det nye lille føls fødsel, koen der kælvede, og smågrisene der bare sprøjtede ud. Tænker idag, at Hans "Pæsen" vidste besked.
Tore havde aldrig rigtigt haft mulighed for at være sammen med drenge, jeg havde ham på slæb, og jeg var meget pige, dukker, påklædningsdukker m.m., kunne nedværdige mig lidt til biler, ellers tegnede jeg og malede.
Tore fik nogle raserianfald, han følte sig drillet, ikke forstået, nogen havde lavet uorden/rodet i hans ting og sager.
Det gik ofte ud over mine mindre dukker, som jeg pludselig fandt var ødelagte, mor mente at sådan var det.
Dette raseri fulgte desværre Tore, gennem hele barndommen og senere. Han fortrød altid inderligt, og forstod ikke, hvad han havde gjort. Han slog ikke rigtigt, det var mere ting, det gik ud over.
Jeg stod i det dilemma, jeg vidste, at han var blevet drillet, at hans legetøj var blevet rodet rundt m.m. Jeg hjalp ham ikke, tog ham ikke i forsvar, involverede mig ikke.
Han blev straffet. Igen og igen.
Tore begyndte i skole.
Han elsker det, trives og får hurtigt venner. Han kan lide at lære og er meget glad for Frk, Nielsen.
Han får sig en ven/legekammerat, som bor på en af gårdene på hjemvejen, de leger jævnligt.
Han er så "pære dansk" som man kan være, når man bor på Østmøen, her hentyder ingen til andet.
Han er for en tid lykkelig - han er Tore.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar