1945 forår Opbrud - Krigs afslutning.

Året er stadig 1944, et skæbne år.
Et år, der for altid har haft indflydelse op mit videre liv.
Måske endda formet mig, gjort mig stærkere.

Dette afsnit kommer til mest at handle om mig, da det er mine oplevelser og liv med Tore, vil det ikke være muligt, at komme videre uden at mine oplevelser flettes ind, også for at forstå Tore, og mit forhold til ham, senere.
Jeg kan ikke vide, hvor stort presset fra myndighederne var blevet.
På et tidspunkt i april blev kufferterne pakkede og vi forlod Møn. Forsvandt....

Pernilles børnehotel blev det kaldt. 
En stor hvid villa i Rungsted med altan, balkon/terrasse, ovenpå var der en sovesal med senge og køjer. Der var en kæmpe have. Helt nede i bunden en stejl skrænt, og oppe kørte togene til København forbi. Nedenfor stod brændenælderne tæt. 
 I villaen var der indrettet en privat institution. - Børnehotellet tog sig af børn, hvis forældre skulle ud at rejse eller på anden vis trængte til aflastning. "Hotellets leder var fru Prom. Hun tog sig også af børn, der trængte til en fast hånd. I et interview i 1950 fortæller hun, at hun ofte har held med at rette op på uregerelige, vanartede eller nervøse børn. Hun påtog sig på et par måneder at klare problemer med bl.a. opførsel, spisning og at sove. 

Jeg blev i april afleveret i det store hvide hus. Det er kun for en kort tid, havde mor sagt. Hun og Tore forsvandt..... Mit livs mareridt. Jeg var helt alene, havde "mistet" hele min familie. "Kort" tid er ganske få dage, dage blev til uger og måneder.
Man kunne bestemt ikke lide mig. Mit sprog - og at jeg ikke var dansk. Jeg var en "opgave"
I dag ved jeg at ikke var min mor der, havde fundet dette sted. Da jeg i frustration bebrejder hende, at hun også sendte mig på børnehjem, fortæller hun mig, at det var et fint sted, og at der ikke var andre børn end husets egne døtre. Hun tror ikke på sovesal eller andet. Hun var 80. Det var første gang, jeg siger min mor direkte imod.
Der var streng disciplin på Pernilles Børnehotel, så en dag jeg ikke spiste op, fik jeg besked på, at blive siddende til jeg havde spist. Jeg husker, at jeg sad udenfor med ryggen til haven. Jeg husker lugten af tælle, de hvide pletter, og den ækle tykke brune "sovs". Jeg sad der i timer - tror ikke, at jeg spiste det.
Jeg blev "forfulgt" af de store børn, de "forgreb" sig på mig, -  engang smed de mig ned i brændenælderne. Der var ingen trøst, alle var ligeglade.
5. maj en festdag. Krigen var forbi, måske forventede jeg at blive hentet? ved det ikke, og det skete heller ikke.
En dag skulle en meget "vigtig person" komme forbi med et tog, Langs hele ruten ville der være flag. Vi børn skulle stå på stribe med et flag på ryggen vendt mod toget. Jeg glemmer ikke diskutionen. Jeg kunne ikke stå med det tyske flag, give mig et dansk ville man ikke. Jeg fik det norske.
Så endelig midt på sommeren blev jeg hentet, ikke af mor, jeg skulle til Møn.
Jeg talte nu dansk, jeg var selvstændig, mistroisk, undgik al konflikt og havde tillagt mig nogle vaner,  bl.a. at  gentage ord og sætninger... som om jeg smagte på ordne. Til stor gene - folk troede jeg "abede" efter.
Mor og Tore var der ikke.
Bitten var hjemme, hun skulle se efter mig, indtil mor kom. Bitten slæbte mig med rundt, har sikkert haft mig bag på cyklen også. Ofte kom en veninde på besøg, Lilian fra Skovriddergården, hun var anderledes sød og omsorgsfuld. - Engang havde vi alle tre været nede at bade, og gået alle "1000" trin op, da Bitten sagde: "Nu skal det gøre godt med et koldt styrtebad". Jeg gentog sætningen..... og fik mit kolde styrtebad, (under skrig og skrål) tror at - Lilian reddede mig. Hader kolde bade.
Så endelig i august kom mor og Tore også til Møn.
Husker det ikke som nogen begivenhed, ved bare at vi var "fremmede" for hinanden, hun, jeg  var "en anden", jeg følte forandringen i vores forhold, jeg var mistroisk, selv om hun forsøgte at finde den gamle rytme.
Jeg skulle som før lege med Tore og passe på ham.
Så en dag kom der besøg, "børnene" var sendt udenfor, mens de voksne sad inde i det rum, der blev kaldt "baren", og hyggede sig med et glas. Ud gennem vinduet kunne de se os.
Vi havde fundet ud af, at man kunne glide ned af det skrå metal "Kældertag" der dækkede grønsagskælderen. Det var sjovt.  Det gik fint indtil Tore kom for højt op, han falder ca. 1½ meter bagover ned på cementen.
Mor har altid sagt, at han fik kraniebrud. Han slog ihvertfald sit hoved slemt, og hans hoved hævede voldsomt.
Mor talte om, hvordan han, i natdragt, var gået gennem restauranten, han havde ledt efter hende. Gæsterne havde været chokerede over at se den lille fyr med det store hoved.
Om han fik men, er der ingen der ved,
Måske havde han smerter, som han ikke kunne forklare,
Måske var den ulykke medvirkende til, at Tore senere udviklede nogle hidsigheds anfald, når han ikke kunne klare situationen.
Han forandrede sig, var ikke så tryg, glad og sorgløs som før.
Vi boede hos onkel Holger. Det var ham der bestemte, vi børn skulle ikke være i vejen, så dagene var fast tilrettelagte. Når vi ikke sov, var det køkkenet eller ude. Der var ikke varme i børneværelset. I stuen kom vi meget sjældent, kun ved specielle lejligheder, fx jul og når Tante Oda kom på besøg.
Vi gik med, når der skulle hentes mælk.
Der blev igen fødselsdage, og det blev jul. Traditionen tro var huset "fuldt" børn kom hjem, der var pyntet og juletræ til loftet. Husker sne, vi kælkede og stod på ski. Vi havde "sovet" til middag, for at få lov til at være længe oppe. Der var masser af mad og gaver, der var ingen fra vores far.
Han var blevet unævnelig.
Der kom breve med sorte streger (censur) og mor græd.
Hun sang ofte for os og med os, og når hun arbejdede. Var alene ude med opvasken. Så var det på tysk "Wien Wien nur Du allein"...
 Mor havde hele ansvaret/slæbet omkring børnene, der var ingen penge til noget, og vi skulle være taknemmelige, for at kunne være i Danmark. Fornemmelsen var svigt, m.m. Vi ikke havde ingen far mere, han  interesserede sig ikke for os. Vi var ham ligegyldige. Jeg holdt op med at spørge, "glemte" ham, Han blev en trussel. Vi skulle opføre os korrekt/lydtre, Det gik mest ud over Tore. Han blev syndebuk, det mindste der gik galt blev han skyldt for. Den kærlighed han før var omgivet af, de knus den omsorg, var han nu for "stor" til. Der blev krævet straf, en hård hånd.
Mor turde ikke vise sine følelser, og var frustreret, og det var hende der slog/straffede, det var hendes børn - ansvar.
Hun gav sig god tid, når vi om aftenen skulle i seng. Så blev der læst historie, og vi bad fadervor. Tore havde endnu ikke rigtig fået fat i remsen, så hans lød "suppe suppe suppe ammen". Et af de eventyr der især blev læst var Hans og Grethe, og der blev snakket meget om det. Det føltes som om hun sammenlignede os med eventyret. Jeg følte ikke hendes angst, når vi var ude, mere glæden når vi igen var vel inde.
Tore havde det svært med at tale, han stammede, og gik helt i baglås, når man skyndede på ham. Senere har han ofte måtte høre for, at han opfandt ordet "motel" før det blev kendt i Danmark, H var et svært bogstav.
Onkel Holger lagde ikke skjul på, at han ikke interesserede sig for os, især Tore, han fandt altid fejl og irriteredes over ham.
Tore var den lille, han krævede min mors omsorg. Det pyleri  var for meget. Voksne "gamle" mænd kan også være jaloux. 
Jeg "klarede" mig forsvandt ind i min verden, enten med blyant og farver, eller med mine dukker. Jeg efterlignede min mor i min leg, snakkede med mine dukker, der fik masser af kærlighed.
Jeg havde lært at "forsvinde", også når mor blev bebrejdet for vores støjende adfærd,
"De uopdragne unger."
Tore blev svigtet, han havde ikke min ballast, jeg tog ikke hans parti, forsvarede ham ikke, dukkede mig, undgik konflikt. Vi levede med den trussel, at hvis vi ikke opførte os ordentligt, ville vi blive sendt tilbage  -  til Tyskland. Tyskland ......
Tore og jeg fik hver en kæde med navn og adresse i sølv om halsen. Jeg tænker i dag, at det var for en sikkerheds skyld, hvis vi skulle blive væk, eller der skulle ske os noget. Det var jo ikke en ufarlig legeplads.
Efterhånden som tiden gik blev vi lokalt accepteret, nogen gjorde det straks, andre var længere om det.
Der var bus forbindelse til Stege, da vi ikke selv havde bil, var bussen den eneste mulighed, skulle man til Stege.
Under krigen var der ikke benzin til  busserne, derfor havde man en installation, som man fyrede i undervejs. Det hed vist en generator.
Bussen havde svært ved at klare alle bakker, og (jeg tror at) ruterne var lagt sådan, at de værste stigninger blev undgået, det var dog helt galt på Sønderbybakke. Alle mænd blev kaldt ud for at skubbe...
Bussen til klinten kørte ind i Klinteskoven ude ved bommen ad bilvejen, altså ned ad Djævlebakken, og tilbage, ud af skoven, ned ad Stengårdsvejen.
Engang var min mor med bussen mod Stege, bag hende sad der "2 damer" fra Klintholm Havn... de snakkede højlydt, om Store Klint, om min mor og børnene - "Hvordan kunne hun dog få børn med en tysker".
Min mor vendte sig om mod dem: " På akkurat samme måde, som med en dansker". Svarede hun dem -
Nede i garageanlægget på Store Klint, stod der en bil oppe på nogle klodser.... og på et tidspunkt, da der igen var benzin at få, fik Onkel Holger kørekort.
Han blev aldrig nogen elite billist. Han elskede sin bil så højt, at min mor ikke fik lov at køre, trods hun i flere år, havde haft kørekort.
Nu kunne vi komme rundt, vi så andre steder og andre mennesker.
1944 -1945 - 1946
Vi var endnu i Danmark.
Der kom pakker fra Norge -
Det var bare endnu ikke muligt, at få indrejsetilladelse til Norge.   
Venter på den tredie sommer på Store Klint.

 



 

     

Tore krydser en grænse.

Flugten  over Storebælt.

Stank af fisk.

Mælk.

Jeg havde hele barndommen levet med den "fornemmelse", at min mor var kommet alene til Danmark. En længere samtale med min far i 1967, forandrede totalt mit syn, og mit forhold til denne falske "fornemmelse". 

Hele "flugten" nordover, var meget nøje tilrettelagt. I Norge "sad" min morfar, "Bedstefar", han  "trak i trådene".

En ven i Danmark, et tilgodehavende og det vigtigste en adresse. 

Grænsen til Norge var lukket. Norge var i krig med Tyskland - Danmark var besat, og  under streng bevogtning.
Vi var ankommet til landet  med "mælk og honning", vi var stadig flygtninge.

-  danmark havde oprettet lejre til flygtninge, her samlede man alle udlændinge med tilknytning  til Tyskland. Der var dårlige forhold, "ingen" lægehjælp og kosten var ikke tilstrækkelig. Dokumentar film; "Kun en tysker....." Der var bl.a. en lejr ved Oksbøl. På kirkegården der, er der endnu "minder" fra den tid. Mange børn døde.

Det er juni 1944. Vi kom over grænsen til Sønderjylland. Røde Kors tog imod os. Min far talete udmærket norsk, min mor er norsk, Tore havde endnu ikke noget sprog - jeg talte kun tysk. Jeg fik forbud mod at tale, det var farligt, hvis nogen hørte mig i det nye land. Jeg "vidste" udmærket hvad fare betød, selv med kun 4 år. Da Røde Kors fik adressen, var man villig til at hjælpe os videre. Uden om den tyske kontrol, blev en "flugt rute tilrettelagt.

Min far var nød til at rejse tilbage og måtte tage afsked. 

Det er mit gæt - at han har sagt noget som; at jeg skulle være en stor pige, at jeg skulle passe på Tore og mor, at han ville komme, hente os.... Jeg husker intet.

Vores videre rejse, skulle foregå uden om de tyske kontroller. En ung mor med 2 små børn, skulle tværs over Danmark.

Fra den rejse erindrer jeg lugten af fisk. For at komme over, jeg gætter Storebælt, måtte vi gemme os på bunden af en fiskerkutter. Som at være i en kæmpe kasse der stank af fisk. Lugten, den lugt, af fisk forfølger mig - 

Ankomsten til Møen, til Hotel Store Klint erindrer jeg heller ikke. Jeg ved, at vi blev etableret oppe på 3. sal i værelse 33. Desuden tænker jeg, at vi fik lov til at bade.

hotel store klint var et bade/sommerhotel. der var åbent fra 15. maj til 15. september. der var gæsteværelser i 2 etager, på den 3. var det personale/familie værelser. hotellets gæster under krigen var danskere, som holdt ferie i landlige omgivelser, de var på "pension". boede der ofte flere uger ad gangen. Pension betød; morgenkomplet, frokost, eftermiddags kaffe og middag. Der var levende musik til frokost, eftermiddag og aften. hotellet en hvid muret bygning med havudsigt var indrettet, kun til  overnatning. Køkkenet og restaurant lå overfor i Pavillonen.

Dog er der et billede der dukker op i forbindelse med den første tid/måske dag. "Vi sidder til venstre ved et lille bord nederst i spisesalen. Min mor til venstre for mig, Tore over for mig. De andre gæster sidder også ved bordene, jeg kan se flyglet. Vi får mælk i glas. Mor hjælper Tore, pludselig bider han i glasset og sidder med et stort stykke glas i munden. Jeg ser det tydeligt for mig endnu.   

"Senere har jeg tænkt, hvorfor fik han ikke en kop?"

 - Jeg havde fået et stort sølvkrus til min dåb samt en sølv barneske. Mor havde brugt det til Tore (og mig) under flugten. Han har sikkert bidt i det krus. En af de få ting fra tiden før 1944, jeg fik med mig.

Tore havde intet.

Et andet erindrings billede er; at min mor hænger ud af vinduet på værelse 33. Tore har kastet noget ud af vinduet... mener, at der er tale om smykker. Har altid følt det, som om jeg havde svigtet, ikke passet på. Jeg ved ikke om hun fandt det hele. Hvordan kunne han få at i de smykker? Hvorfor var vi alene. Som voksen, tænker jeg, at det har været fristende for mor at liste ned, over i pavillonen lytte til musikken, være sammen med andre.... når nu børnene sov. Nyde en fred uden fare og luftalarm.

Krigen havde taget alt fra os, splittet familien og efterladt sår. som ville give grimme usynlige ar. Der var ingen hjælp.
"Børn glemmer, har ingen tidsfornemmelse, frisk luft, ro god nærende mad, mælk det var recepten." 

Vi havde fået en ny onkel, han hed Holger, han var Bedstefars ven, vi boede hos ham. Han var en "gammel" mand på over 50 år. Han havde også børn. nogle var voksne, lidt yngre end mor. 

De første vi mødte var Lisbeth og "Bitten" - faktisk hed hun Birdie - Lisbeth var meget børnevenlig, hun satte dog en grænse, ville ikke låne sin dukke ud. Bitten hentede sin med dukkevogn, hun var  "drengepige", hendes interesser var helt andre steder. Jeg faldt helt for Lisbeth, hun gav sig tid.... Bitten var afsted i tanke og bevægelse.

Jeg ved, at der findes foto fra den sommer. Tore var ikke renlig, det var længe før "engangs bleer" altså måtte min mor vaske bleer, under meget primitive forhold, hun havde sikkert ikke mange af dem. På flere foto, ser man derfor, at Tore slet ikke føler sig godt tilpas.

Politiet/myndighederne registrerede  os og lagde pres, vi hørte ikke til, og havde ikke opholds tilladelse. Der må også have været noget med manglende rationerings mærker.
Norsk mor med 2 tyske børn. Endnu sommer. Musikkerne på hotellet var unge bl.a. lægestuderende, mor har lærte dem godt at kende. Hvad og hvordan det skete, ved jeg ikke. Jeg skulle pludselig opereres for brok, altså på sygehus. Overlægen hedder Hempel. En af de lægestuderende lovede at holde mig i hånden, deltage i operationen.
Jeg husker, at jeg lå på sygehuset, ingen kunne tale med mig. Havde en dårlig oplevelse. Der var vundet dog tid. Krigen var ikke sluttet, tror man havde forventet det. 

Tore og jeg blev "fedet" op, Vi var alle underernæret og tynde, så vi var kommet til landet med "Mælk og Levertran." Min mor svor på at levertran var sundt, så vi fik en spiseskefuld hver morgen, dertil havregrød kogt i mælk, en smørklat og et stort glas mælk. Efterhånden fik vi rundere former, levertran - lærte jeg aldrig at acceptere, heller ikke i den senere pille form. På et foto,  som blev sendt til familien i Norge og Tyskland til jul, ses tydeligt, at vi trivedes alle tre.

Det blev efterår, og der var stadig ingen mulighed for videre rejse til Norge. Jeg havde fået min egen dukke, Lisbeth og Bitten var rejst. Bitten på husholdningsskole, Husassistenternes fagskole. En skole jeg senere også kom på. Lisbeth ville arbejde i børnehave.

Hotellet lukkes. Egentlig ville onkel Holger være rejst til København, tror jeg.
Nu indrettes der køkken i kælderen på selve hotellet, stue oppe og soveværelser, Det drejer sig om opvarmning, resten af huset er totalt lukket ned. En gang i ugen fyres ekstra op, så kommer alle i bad, der er varmt vand og varme oppe i badeværelset.   

Vi opholdt os mest i "kælderen". Da hotellet er bygget ind i en skrænt virker det ikke som kælder mod vest,  alle rum mod øst er "usynlige". Det var et stort hyggeligt køkken. Der var plads til at lege, lunt og der lugtede godt, imens fik onkel Holger fred oppe.

Til hverdag kom posten, han var cyklende, og den sidste kilometer opad, så han fik sin kaffe til den medbragte madpakke. Imens fik man de sidste nyheder, ligesom han senere kunne besvare de spørgsmål, han fik stillet, om de mennesker oppe på Store Klint. 

Vi hentede vores mælk på Stengården i en mælkespand. Det var en gåtur ned gennem skoven på en kilometer og en op igen. Det var endnu lidt lyst nedad og hjemad ofte mørkt. Vi kendte turen, kunne se himlen, ane kridtet i vejen, kunne altid finde hjem.

 -" Engang Lisbeth var hjemme ( senere) og var gået med ned efter mælk, var hun "rædselsslagen" på hjemvejen, der var jo ingen gade lygter. " -

Hans "Pæsen" var forpagter på Stengården. Ham blev vi meget afhængige af, han måtte træde hjælpende til flere gange i vinterens løb. Han havde flere børn ældre end mig..  

Bageren kom i bil, når han lukkede bagsmækken op duftede det sødt. Det var dejligt med friskt velduftende brød. Der er sikkert også kommet andre handlede som jeg ikke husker. Skovfoged Holm Hansen, som boede i den gamle "Skovriddergård" lige udenfor skoven, kom ridende på besøg. Af og til havde han en "gave" med, en fugl,  som blev hængt op ude på væggen, Han elskede at høre mor tale, han forstod ikke en lyd.

Ellers var der meget stille. Vores klare børne stemmer lød højt skærende gennem stilheden.  

Vi skulle ud at lege, måtte ikke gå for langt væk  - og jeg skulle passe på Tore. Det var ofte koldt. Tøjet var ikke vindtæt, som nu. Mor var glad, når vi igen kom ind, vi fik varm mælk, og hun varmede  vores fødder.

På den tid gik der langs klinten en tysk vagt. Han havde kun den tynde uniform, gik der i al slags vejr.  Måske de voksne har talt om soldaten. Jeg må også have set ham, på et tidspunkt hilser jeg måske  på ham. Han var forbavset over, at et barn tiltalte ham på tysk. Spåntant siger jeg; jammen min mor taler også tysk.  - Jeg husker det ikke, har fået det fortalt - Soldaten var sent indkaldt, sendt på den post, han var ældre, havde familie, vidste de var udbombet, anede ikke om nogen levede, eller hvor de var. Havde mistet forbindelsen. Han havde tænkt, at springe ud fra "Klinten".

Vi er på den tid meget isolerede, ser ikke andre børn, må underholde, lege sammen. Mor er centrum, hun finder på. Vi har ikke mange legesager. Der er ikke radio eller som nu Tv. Der bliver læst eventyr og fortalt historier, især norske, om fjelde, trolde, mystik. Jeg smutter ind i den verden. Den er lige udenfor "min dør", de kæmpestore gamle bøgetræer med deres krogede grene er trolde, helt sikkert. Jeg "digter" mine egne historier. Klinterne bliver til fjelde, jeg bor jo i skoven. Jeg fortæller historierne til Tore.
At lære dansk er ikke nemt, jeg talte mest med min mor og Tore, sidste talte ikke rent endnu og mor kun norsk. Der må være en person mere, en jeg har "glemt", som kommer og hjælper på hotellet, og som taler meget møensk. Onkel Holger taler københavnsk, ham ser vi mest omkring måltiderne. Jeg taler meget dårligt dansk, forstår alt.
Tore blev 2 år i oktober. Jeg 5 i december. 
Første jul i Danmark.
Onkel Holgers børn kom hjem på ferie. Der var nu varme, vi spiste og "opholdt" os i salonen ovenpå. Der stod juletræet et kæmpe træ fra gulv til loft. Pyntet med hjerter, kræmmerhus, kugler -englehår, glimmer og naturligvis de danske flag og levende lys. Under træet pakker.  - Onkel Holger kendte en dekoratør fra Magasin, og havde gennem ham fået fat i nisser og engle,som pyntede op i det store lokale, en rigtig julestue. Vi dansede omkring juletræet, sang og så blev gaverne delt ud. Der var en gave fra min far.
Det og træet er min erindring om den jul. Jeg fik en halskæde med mit stjernetegn som vedhæng. Jeg husker, da jeg pakkede gaven op, og min mor, der forklarede noget.
Havde han sendt den, eller havde hun købt den? fik aldrig spurgt. Jeg husker ikke, om det var den jul jeg også fik drengedukken - Peter. - Tore og jeg kom senere i seng "med gaverne"- det havde været en spændende oplevelse. Rigtig dansk jul.
Lisbeth og Bitten blev til efter nytår, Hans Christian som boede hos sin mor i København, holdt også juleferien på Møen. Jeg mener, der var sne. Måske var det en anden jul, Hans Christian fandt kælk m.m. frem og tumlede med os i sneen. Mange år senere gik det op for mig, at han kun var få år ældre end jeg.
Det blev igen dagligdag. Forholdene var "primitive" der skulle hentes brænde ind til komfuret, der skulle vaskes tøj - tørres o.s.v. 
"Opvasken" et rum for sig. Her var vand og en "kæmpe" sort jernvask. Brun sæbe og soda, blev brugt meget, der var ikke sulfo eller lign. man vaskede op med soda. Også her foregik  den personlige tøjvasken. Kogetøjet på komfuret, og derefter slæbt ud til vasken. Ikke ufarligt. (Nede mellem 2 træer en tørresnor.)
Mad opbevaring var noget for sig. Dybfryseren var ikke opfundet og køleskab havde vi ikke på hotellet. Så der stod 2 store "saltkar"/ tønder, ude i "Vasken". Den ene med saltede sild, den anden med saltet kød. Spisekammeret vendte mod syd, ikke altid så smart. Der hang et flueskab udenfor, i den kolde tid fungerede det, som frost/køleskab.
Her hang også af og til et par duer, vildand, fasan og en enkelt gang en hare.

 Måske var det den vinter, at vi kørte med skovfogeden i kane, at telefon, elektricitet og vand forsvandt. Det var smukt det var barskt.

Myndighedernes spørgsmål og krav var belastende, var der en udvej?
Brevene fra Tydkland fik mor til at græde.
Krigen må slutte nu!
Der tages der en beslutning, som helt ændrer livet for alle.

       

    

  

Tore min fars søn

TORE
Tore er min fars søn.
Min lille bror.
Han var ønskebarnet.
Familien blev fuldstændig.
Tore blev født mens luftalarmen lød og bomberne faldt. Oktober 1942 i Hamburg.
Bedsteforældrenes omsorg for familien hjalp.
 Min mor fortalte, om den hjælpsomhed hun fik fra sin svigermor, om alt hun lærte....
 Mine bedsteforældre, Oma/Opa, havde en boghandel i Hamburg, hvor de også boede.  De havde et "Sommer/kolonihave" hus udenfor Hamburg i Arensburg, som blev redning for os alle. Midt i al ulykken var sammenholdet stærkt, "alle" normænd flygtede hjem, nogle par lod sig skille (giftede sig igen efter krigen) andre "gik under jorden".
Min familie troede på fred, ville holde ud sammen.
Dette er min erindring og historie, omkring det der hændte og med Tore.
Jeg har ingen erindring omkring en følelse af jalouxi, dog har jeg et flash back, som står tydeligt for mig.
Jeg er på et fortorv - til venstre for mig står min far, jeg sidder i en rød "træde" bil, jeg er så stolt. Det er lunt, sol, tryghed. Det må være choket, der har sat billedet fast i erindringen - Min far havde købt bilen til min endnu spæde lillebror. 
Tore fik aldrig sin bil.
Bomberne udslettede alt, vi mistede det hele.
Jeg mindes en tid i Arensburg, husker lugten af primussen og den store tunge dyne, de voksnes tale om bombenemter over Hamburg, når de i mørket stod i døren, så byen brænde, vidste, at nu var det den eller den bydel der ikke var mere.
Dagen efter - fortalte mor - tog man ind i byen. Der mødte man rædselerne. På grund af brandstorme var folk blevet fanget lå forbrændte døde.... mange ledte efter familien - Alt var væk -
Min familie var som mange andre på flugt. En flugt der drev den sydpå - og ender ved Bodensee bl.a.i Lindau.
Igen  "flash back" Er i et stort lokale, med store vinduer, der hvor jeg sover, kan jeg se store bare træer, min mor er der ikke (jeg ved ikke om jeg er alene). Et andet "billede"; sidder alene på en bred vindeltrappe og venter på min mor, hun er inde bag døren, - En soldat træder på min finger, jeg græder, mor kommer - med mad.
Det var en daglig kamp at skaffe mad, og især mælk. Hvad min mor ofrede for ekstra mad, kan jeg i dag kun gætte på.
For Tore var tilværelsen trykheden, at have far og mor, få mad og sove, Han var et roligt tilfreds barn. Elsket og beskyttet, familien holdt tæt sammen. Ventede at krigen måtte slutte snart. Jeg fornemmer at Lindau var som et "helle", ikke bomber og luftalarm. Der var mange flygtninge. Jeg fik på et tidspunkt en lege ven, der hed Peter (måske Gabriels, vist lægesøn, kendte forældrene) fastboende.
"Peter besøgte Store Klint i 50.erne." Vi huskede intet.
I 1944 sker der noget- min far ser ingen anden udvej, end at sende sin familie til Norge. Det er svært at skaffe føden, han bliver presset, udenfor partiet, intet arbejde ingen indkomst.
Flugten/rejsen nordover begynder. Kun de nødvendigste ejendele, 2 børn og zigzag op igennem et sønderbombet land, bomberne faldt.Man måtte forlade tog, søge ly i grøfter, dække børnene med egen krop. Jeg fornemmer ventesale med hårde gulbrune faste bænke og en speciel lugt.... en meget lang rejse. Så er vi endelig fremme, ikke Norge - Danmark.
Min mor omtalte ikke meget om krigen, mente at fortielse ville få mig til at glemme. Når erindringsbilleder dukkede frem, og jeg spurgte, blev alt benægtet eller jeg skulle glemme det.
Jeg husker ikke afskeden med min far. Husker slet ikke, at han var der.
Mange år senere fortalte han, at han havde afleveret os til Røde Kors i Danmark. Han rejste tilbage -
Tore er 1½ år og en dejlig nem glad dreng. Min mor er endnu ikke 30, jeg er 4½ og ønsker mig brændende en dukke.