Tore krydser en grænse.

Flugten  over Storebælt.

Stank af fisk.

Mælk.

Jeg havde hele barndommen levet med den "fornemmelse", at min mor var kommet alene til Danmark. En længere samtale med min far i 1967, forandrede totalt mit syn, og mit forhold til denne falske "fornemmelse". 

Hele "flugten" nordover, var meget nøje tilrettelagt. I Norge "sad" min morfar, "Bedstefar", han  "trak i trådene".

En ven i Danmark, et tilgodehavende og det vigtigste en adresse. 

Grænsen til Norge var lukket. Norge var i krig med Tyskland - Danmark var besat, og  under streng bevogtning.
Vi var ankommet til landet  med "mælk og honning", vi var stadig flygtninge.

-  danmark havde oprettet lejre til flygtninge, her samlede man alle udlændinge med tilknytning  til Tyskland. Der var dårlige forhold, "ingen" lægehjælp og kosten var ikke tilstrækkelig. Dokumentar film; "Kun en tysker....." Der var bl.a. en lejr ved Oksbøl. På kirkegården der, er der endnu "minder" fra den tid. Mange børn døde.

Det er juni 1944. Vi kom over grænsen til Sønderjylland. Røde Kors tog imod os. Min far talete udmærket norsk, min mor er norsk, Tore havde endnu ikke noget sprog - jeg talte kun tysk. Jeg fik forbud mod at tale, det var farligt, hvis nogen hørte mig i det nye land. Jeg "vidste" udmærket hvad fare betød, selv med kun 4 år. Da Røde Kors fik adressen, var man villig til at hjælpe os videre. Uden om den tyske kontrol, blev en "flugt rute tilrettelagt.

Min far var nød til at rejse tilbage og måtte tage afsked. 

Det er mit gæt - at han har sagt noget som; at jeg skulle være en stor pige, at jeg skulle passe på Tore og mor, at han ville komme, hente os.... Jeg husker intet.

Vores videre rejse, skulle foregå uden om de tyske kontroller. En ung mor med 2 små børn, skulle tværs over Danmark.

Fra den rejse erindrer jeg lugten af fisk. For at komme over, jeg gætter Storebælt, måtte vi gemme os på bunden af en fiskerkutter. Som at være i en kæmpe kasse der stank af fisk. Lugten, den lugt, af fisk forfølger mig - 

Ankomsten til Møen, til Hotel Store Klint erindrer jeg heller ikke. Jeg ved, at vi blev etableret oppe på 3. sal i værelse 33. Desuden tænker jeg, at vi fik lov til at bade.

hotel store klint var et bade/sommerhotel. der var åbent fra 15. maj til 15. september. der var gæsteværelser i 2 etager, på den 3. var det personale/familie værelser. hotellets gæster under krigen var danskere, som holdt ferie i landlige omgivelser, de var på "pension". boede der ofte flere uger ad gangen. Pension betød; morgenkomplet, frokost, eftermiddags kaffe og middag. Der var levende musik til frokost, eftermiddag og aften. hotellet en hvid muret bygning med havudsigt var indrettet, kun til  overnatning. Køkkenet og restaurant lå overfor i Pavillonen.

Dog er der et billede der dukker op i forbindelse med den første tid/måske dag. "Vi sidder til venstre ved et lille bord nederst i spisesalen. Min mor til venstre for mig, Tore over for mig. De andre gæster sidder også ved bordene, jeg kan se flyglet. Vi får mælk i glas. Mor hjælper Tore, pludselig bider han i glasset og sidder med et stort stykke glas i munden. Jeg ser det tydeligt for mig endnu.   

"Senere har jeg tænkt, hvorfor fik han ikke en kop?"

 - Jeg havde fået et stort sølvkrus til min dåb samt en sølv barneske. Mor havde brugt det til Tore (og mig) under flugten. Han har sikkert bidt i det krus. En af de få ting fra tiden før 1944, jeg fik med mig.

Tore havde intet.

Et andet erindrings billede er; at min mor hænger ud af vinduet på værelse 33. Tore har kastet noget ud af vinduet... mener, at der er tale om smykker. Har altid følt det, som om jeg havde svigtet, ikke passet på. Jeg ved ikke om hun fandt det hele. Hvordan kunne han få at i de smykker? Hvorfor var vi alene. Som voksen, tænker jeg, at det har været fristende for mor at liste ned, over i pavillonen lytte til musikken, være sammen med andre.... når nu børnene sov. Nyde en fred uden fare og luftalarm.

Krigen havde taget alt fra os, splittet familien og efterladt sår. som ville give grimme usynlige ar. Der var ingen hjælp.
"Børn glemmer, har ingen tidsfornemmelse, frisk luft, ro god nærende mad, mælk det var recepten." 

Vi havde fået en ny onkel, han hed Holger, han var Bedstefars ven, vi boede hos ham. Han var en "gammel" mand på over 50 år. Han havde også børn. nogle var voksne, lidt yngre end mor. 

De første vi mødte var Lisbeth og "Bitten" - faktisk hed hun Birdie - Lisbeth var meget børnevenlig, hun satte dog en grænse, ville ikke låne sin dukke ud. Bitten hentede sin med dukkevogn, hun var  "drengepige", hendes interesser var helt andre steder. Jeg faldt helt for Lisbeth, hun gav sig tid.... Bitten var afsted i tanke og bevægelse.

Jeg ved, at der findes foto fra den sommer. Tore var ikke renlig, det var længe før "engangs bleer" altså måtte min mor vaske bleer, under meget primitive forhold, hun havde sikkert ikke mange af dem. På flere foto, ser man derfor, at Tore slet ikke føler sig godt tilpas.

Politiet/myndighederne registrerede  os og lagde pres, vi hørte ikke til, og havde ikke opholds tilladelse. Der må også have været noget med manglende rationerings mærker.
Norsk mor med 2 tyske børn. Endnu sommer. Musikkerne på hotellet var unge bl.a. lægestuderende, mor har lærte dem godt at kende. Hvad og hvordan det skete, ved jeg ikke. Jeg skulle pludselig opereres for brok, altså på sygehus. Overlægen hedder Hempel. En af de lægestuderende lovede at holde mig i hånden, deltage i operationen.
Jeg husker, at jeg lå på sygehuset, ingen kunne tale med mig. Havde en dårlig oplevelse. Der var vundet dog tid. Krigen var ikke sluttet, tror man havde forventet det. 

Tore og jeg blev "fedet" op, Vi var alle underernæret og tynde, så vi var kommet til landet med "Mælk og Levertran." Min mor svor på at levertran var sundt, så vi fik en spiseskefuld hver morgen, dertil havregrød kogt i mælk, en smørklat og et stort glas mælk. Efterhånden fik vi rundere former, levertran - lærte jeg aldrig at acceptere, heller ikke i den senere pille form. På et foto,  som blev sendt til familien i Norge og Tyskland til jul, ses tydeligt, at vi trivedes alle tre.

Det blev efterår, og der var stadig ingen mulighed for videre rejse til Norge. Jeg havde fået min egen dukke, Lisbeth og Bitten var rejst. Bitten på husholdningsskole, Husassistenternes fagskole. En skole jeg senere også kom på. Lisbeth ville arbejde i børnehave.

Hotellet lukkes. Egentlig ville onkel Holger være rejst til København, tror jeg.
Nu indrettes der køkken i kælderen på selve hotellet, stue oppe og soveværelser, Det drejer sig om opvarmning, resten af huset er totalt lukket ned. En gang i ugen fyres ekstra op, så kommer alle i bad, der er varmt vand og varme oppe i badeværelset.   

Vi opholdt os mest i "kælderen". Da hotellet er bygget ind i en skrænt virker det ikke som kælder mod vest,  alle rum mod øst er "usynlige". Det var et stort hyggeligt køkken. Der var plads til at lege, lunt og der lugtede godt, imens fik onkel Holger fred oppe.

Til hverdag kom posten, han var cyklende, og den sidste kilometer opad, så han fik sin kaffe til den medbragte madpakke. Imens fik man de sidste nyheder, ligesom han senere kunne besvare de spørgsmål, han fik stillet, om de mennesker oppe på Store Klint. 

Vi hentede vores mælk på Stengården i en mælkespand. Det var en gåtur ned gennem skoven på en kilometer og en op igen. Det var endnu lidt lyst nedad og hjemad ofte mørkt. Vi kendte turen, kunne se himlen, ane kridtet i vejen, kunne altid finde hjem.

 -" Engang Lisbeth var hjemme ( senere) og var gået med ned efter mælk, var hun "rædselsslagen" på hjemvejen, der var jo ingen gade lygter. " -

Hans "Pæsen" var forpagter på Stengården. Ham blev vi meget afhængige af, han måtte træde hjælpende til flere gange i vinterens løb. Han havde flere børn ældre end mig..  

Bageren kom i bil, når han lukkede bagsmækken op duftede det sødt. Det var dejligt med friskt velduftende brød. Der er sikkert også kommet andre handlede som jeg ikke husker. Skovfoged Holm Hansen, som boede i den gamle "Skovriddergård" lige udenfor skoven, kom ridende på besøg. Af og til havde han en "gave" med, en fugl,  som blev hængt op ude på væggen, Han elskede at høre mor tale, han forstod ikke en lyd.

Ellers var der meget stille. Vores klare børne stemmer lød højt skærende gennem stilheden.  

Vi skulle ud at lege, måtte ikke gå for langt væk  - og jeg skulle passe på Tore. Det var ofte koldt. Tøjet var ikke vindtæt, som nu. Mor var glad, når vi igen kom ind, vi fik varm mælk, og hun varmede  vores fødder.

På den tid gik der langs klinten en tysk vagt. Han havde kun den tynde uniform, gik der i al slags vejr.  Måske de voksne har talt om soldaten. Jeg må også have set ham, på et tidspunkt hilser jeg måske  på ham. Han var forbavset over, at et barn tiltalte ham på tysk. Spåntant siger jeg; jammen min mor taler også tysk.  - Jeg husker det ikke, har fået det fortalt - Soldaten var sent indkaldt, sendt på den post, han var ældre, havde familie, vidste de var udbombet, anede ikke om nogen levede, eller hvor de var. Havde mistet forbindelsen. Han havde tænkt, at springe ud fra "Klinten".

Vi er på den tid meget isolerede, ser ikke andre børn, må underholde, lege sammen. Mor er centrum, hun finder på. Vi har ikke mange legesager. Der er ikke radio eller som nu Tv. Der bliver læst eventyr og fortalt historier, især norske, om fjelde, trolde, mystik. Jeg smutter ind i den verden. Den er lige udenfor "min dør", de kæmpestore gamle bøgetræer med deres krogede grene er trolde, helt sikkert. Jeg "digter" mine egne historier. Klinterne bliver til fjelde, jeg bor jo i skoven. Jeg fortæller historierne til Tore.
At lære dansk er ikke nemt, jeg talte mest med min mor og Tore, sidste talte ikke rent endnu og mor kun norsk. Der må være en person mere, en jeg har "glemt", som kommer og hjælper på hotellet, og som taler meget møensk. Onkel Holger taler københavnsk, ham ser vi mest omkring måltiderne. Jeg taler meget dårligt dansk, forstår alt.
Tore blev 2 år i oktober. Jeg 5 i december. 
Første jul i Danmark.
Onkel Holgers børn kom hjem på ferie. Der var nu varme, vi spiste og "opholdt" os i salonen ovenpå. Der stod juletræet et kæmpe træ fra gulv til loft. Pyntet med hjerter, kræmmerhus, kugler -englehår, glimmer og naturligvis de danske flag og levende lys. Under træet pakker.  - Onkel Holger kendte en dekoratør fra Magasin, og havde gennem ham fået fat i nisser og engle,som pyntede op i det store lokale, en rigtig julestue. Vi dansede omkring juletræet, sang og så blev gaverne delt ud. Der var en gave fra min far.
Det og træet er min erindring om den jul. Jeg fik en halskæde med mit stjernetegn som vedhæng. Jeg husker, da jeg pakkede gaven op, og min mor, der forklarede noget.
Havde han sendt den, eller havde hun købt den? fik aldrig spurgt. Jeg husker ikke, om det var den jul jeg også fik drengedukken - Peter. - Tore og jeg kom senere i seng "med gaverne"- det havde været en spændende oplevelse. Rigtig dansk jul.
Lisbeth og Bitten blev til efter nytår, Hans Christian som boede hos sin mor i København, holdt også juleferien på Møen. Jeg mener, der var sne. Måske var det en anden jul, Hans Christian fandt kælk m.m. frem og tumlede med os i sneen. Mange år senere gik det op for mig, at han kun var få år ældre end jeg.
Det blev igen dagligdag. Forholdene var "primitive" der skulle hentes brænde ind til komfuret, der skulle vaskes tøj - tørres o.s.v. 
"Opvasken" et rum for sig. Her var vand og en "kæmpe" sort jernvask. Brun sæbe og soda, blev brugt meget, der var ikke sulfo eller lign. man vaskede op med soda. Også her foregik  den personlige tøjvasken. Kogetøjet på komfuret, og derefter slæbt ud til vasken. Ikke ufarligt. (Nede mellem 2 træer en tørresnor.)
Mad opbevaring var noget for sig. Dybfryseren var ikke opfundet og køleskab havde vi ikke på hotellet. Så der stod 2 store "saltkar"/ tønder, ude i "Vasken". Den ene med saltede sild, den anden med saltet kød. Spisekammeret vendte mod syd, ikke altid så smart. Der hang et flueskab udenfor, i den kolde tid fungerede det, som frost/køleskab.
Her hang også af og til et par duer, vildand, fasan og en enkelt gang en hare.

 Måske var det den vinter, at vi kørte med skovfogeden i kane, at telefon, elektricitet og vand forsvandt. Det var smukt det var barskt.

Myndighedernes spørgsmål og krav var belastende, var der en udvej?
Brevene fra Tydkland fik mor til at græde.
Krigen må slutte nu!
Der tages der en beslutning, som helt ændrer livet for alle.