Flach back, lynglimt fra fortiden.

Der er ting jeg vælger fra.
Noget der virker utroligt trist eller sindsoprivende på en helt uforklarlig måde. Det der virker direkte skræmmende.
Netop nu, hvor børnebørnenes bog skrives, kommer der en masse af "disse uforklarlige" følelser op til overfladen. Det er Flach back, lynglimt fra glemte tider. En følelse der sidder i hovedet, som en melodi der ikke vil slippe, eller det kommer om natten i drømmene.

Jeg boede i Tyskland i 4 år. Mine egne erindringer er få. Det er for det meste såkaldt flash back. Jeg har som så mange andre "børn", gerne ville vide noget om min tidlige barndom, min far, hans forældre og eventuelt anden familie på den side. Der var lukket land for mig i hele barndommen. I mange  år var det negativt, direkte forbudt at tale om tilknytningen til Tyskland.

I "Unser Kind", barnets bog, som overlevede krigen står der, som det sidste der er skrevet:" 8. Juni fuhren wir nach Deutschland, alarm in Hamburg als wir ankommen. 2 mal in der Nacht alarm."
Derefter holder skriveriet efter december måned op. Der står om fødselsdags gaver og julegaver.....
Mine flash back er som at se "billeder med følelse".
Jeg har en god tryg følelse, og ser et stort dukkehus for mig. Der er lys i lamper, og det er min far der "leger" med mig, det er meget flot dukkehus, så der skal passes på. Har på fornemmelse, at det mest var til pynt, jeg var 1 år. Jeg forestiller mig, at min far selv ikke kunne stå for det "skønne dukkehus", og har købt det ( flere år for tidligt). Jeg fornemmer og husker det.
Jeg husker også at vi var i "bombe" kælderen. Det var ikke kun en' kælder naturligvis. Vi boede faktisk næsten hver nat i kælderen. Jeg blev båret ned i en vaskekurv i starten, fik senere en seng der nede.
Et flash back er - at mine forældre står i en kælderdør og ser ud i lyset, de taler sammen om i hvilken bydel bomberne er faldet. Mit billede er dem bag fra, alarmen er ovre.
Jeg sidder i en anden kælder sammen med en masse andre mennesker, en mand der såret i hovedet. I mange år troede jeg, han havde fået et søm i hovedet - min fantasi?
Ser et cirkus, udefra, vi løber, min far er der, der er luftalarm, der er en grøft, fornemmer grøften.... vågner!
Endnu et flash back - kommer ikke ofte mere, har fulgt mig meget som barn.
Det taler vi ikke om, sagde min mor, det var bedst at glemme.
Når jeg lugter petroleum fra primus, så får jeg en fornemmelse og billeder af et "Havehus" med senge ude langs væggene, og store tykke dyner. Der er et bord med et primus apparat (køkken), og der er dør i gavlen.
Min Oma og Opa havde et par kolonihavehuse i Arensburg, og vi var der vist en del om sommeren. Hamburg blev bombet  med brandbomber og en stor del af byen stod i brand. Varmen var høj og blev en brandstorm, ting blev suget op i luften og faldt ned mange kilometer derfra - også i Arensburg. Står udenfor og ser sammen med de voksne... Her er jeg usikker på hukommelsen, måske har jeg fået det fortalt.
Vi var der, ikke i Hamburg den dag, der var alt væk.
Familien, vi var blevet 4, jeg havde fået en lillebror, forsøgte at starte op på ny. På et tidspunkt blev det umuligt at blive i Hamburg og der var ingen anden udvej end at følge flygtninge strømmen sydover. Jeg har ingen fornemmelse af tid. Føler, at der var mange nye steder.
Mine drømme/mareridt handlede ofte om, at jeg ikke kunne finde hjem. Jeg begyndte at gå i søvne, og ledte efter min mor. Jeg tror det er flach back, når jeg i drømme, stadig går rundt i et hus med en masse rum, som jeg føler, jeg burde kende. Jeg er ikke bange mere.
Vi endte helt nede ved Bodensee.
Min far blev indkaldt, og så bestemte familien, at nu var det tid til, at mor og børn rejste hjem til Norge. Min far agtede ikke at deltage i krigen.
Rejsen mod en anden fremtid begyndte. AB.