fredag den 24. maj 2013

En forårs hilsen

En ganske almindelig dag, torsdag, hvor der står i kalenderen: "Tandlæge kl 11", er en dag hvor formiddagen bare forsvinder, og resten af dagen drysser lidt hen.
Sådan var dagen i dag.
Nu har de sidste dage stået på rengøring og opfriskende maling i køkken, og har stadig hængeparti i bad og bryggers. Det er utroligt, som det lysner i køkkenet, man tror, at man har et hvidt køkken, og så er det nærmest beige. Det er bare et stort arbejde, alt det der skal flyttes, og alt der skal vaskes af. Jeg er mørbanket, slet ikke "egnet" til de bevægelser mere. Det overvejes af glæden over resultatet. I går fik jeg endda ros: "Du er jo så god til det....."
Det er godt med en "fridag".
I dag kom jeg ikke igang. Efter tandlægen gik jeg lidt ud i haven, gav krukker m.m. vand med gødning og satte min citron plante ud på terrassen. Drivhuset fik også besøg.
Jeg begyndte at tænke lidt på middagsmad, i dag var der rester, så det måtte blive en art gratin.
Slappede lidt af i solen, da der kom en lille hund på besøg. Den logrede med hele kroppen, og kom helt tryg hen til mig. Jeg vidste hvor den kom fra, det var Lones hund, så den kom med ind, jeg kan ikke lide, at den løber midt ude på vejen, den plejer ikke at færdes alene. Ringede straks til Lone, jeg kunne ikke se biler i indkørslen, og var derfor ikke forbavset, da telefonen ikke blev taget. Mobil?
Al den rengøring og malning fik ting til at komme til syne, som "var blevet væk". Jeg huskede at jeg bl.a. fandt et kort med "sax og zone". Huskede hvor jeg havde lagt det, og fandt mobilnummeret.
Jeg  ringede igen til hundens mor, og Lone blev lidt forbavset over at høre fra mig. Hun var i Esbjerg. Hun havde ingen anelse om, hvordan hunden var kommet ud. Var måske lidt forskrækket over det. Jeg måtte gerne lukke den ind i haven, lukke lågen.
Mens jeg talte i telefor, kørte der en grøn bil langsomt nede på gaden, og en mand steg ud af den grønne bil, han gik ind ad indkørslen med noget i hænderne. Jeg forsøgte at gå ned, med telefon. Der var ingen der kom ind, og bilen var væk.
Bent kom hjem fra Rødding. Bent og Kater kom med ind, lige som jeg skulle til at gå. Jeg ville bare lige finde en hundesnor. Kater synes ikke, det var hyggeligt med besøg af en hund. Jeg tror faktisk ikke, at hunden var bange eller aggressiv, de var næsten lige store. Jeg fulgte hunden hjem. Kater ventede i indkørslen på mig. Han blev meget glad..... lettet?
Fortalte Bent, at der havde været nogen inde i indkørslen..... På bordet på terrassen lå en plastikpose. Jeg tænkte på, at jeg var blevet lovet Ramsløg, Bent sagde at der stod Kløver på posen. Der var noget forkert, en stor pose kløverfrø?
"Du taler jo med så mange", mente Bent, måske jeg havde sagt et eller andet om Kløver. Til skoven.
Der er også løg, nævnte han.
Jeg så straks at det var en art blomsterløg alt sammen, Kløver? Tænke tænke - og så kom jeg til at tænke på en blomst, der netop har kløveragtige blade.
Sidste år var vi på en "Havetur" Bent og jeg, rundt om i Lintrup sogn, vi så mange skønne haver. Der var en meget velholdt, med flotte kanter netop med Kløverblomsten. Fik en rigtig god snak med havens ejer om netop den plante. Tror jeg endda spurgte om aflæggere. Løgene kan ikke overvintre, skal op og ind. Jeg tror bestemt, at manden huskede mig, og det er ham der var her. Aner ikke hvad han hed, måske jeg har det i dagbogen fra 2012.
Jeg har været ude for at plante løg i krukker, og har nogle til bedet under granen i indkørslen, så de bliver blikfang, når man kommer hjem til os.
Sådan en ganske almindelig torsdag, hvor der slet intet sker, jo-cykelløbet var aflyst p.g.a. sne på vejene i Italien. AB.

 

Ingen kommentarer: