mandag den 19. januar 2015

"Nytårs forsæt i bogform"


Nytårs forsæt, var totalt afskrevet for i år.
Der var ingen planer, ting, der skulle ændres, intet! Ville tage tingene, som de kom.
Pludselig befandt jeg mig midt i et tilbageblik på 2014 og planer for 2015.
Havde meldt mig til kursus i "Annes Atelier".
"Nytårs kursus".
Vi skulle i første modul folde en bog. Hm - skør ide. Nå gjorde det alligevel.
Det var ikke svært. Der var lidt mere i opgaven. Jeg skulle bruge et større ark tegnepapir, male, lime stof, serviet o.a. på begge sider, lade det tørre.
Fandt nogle tørrede planter og snor. Det tog 3 dage at tørre. Jeg havde heldigvis snydt lidt, foldet inden malingen. Så folderne var svagt markeret i det malede ark. Foldede og ventede spændt...
Nu lød opgaven på at fylde den foldede bog med oplevelser fra det forgangne år. De skulle klippes ud af tidsskrifter m.m. en art collage. Meget spændende.
Min bog var "mørk", som et år der svandt. Fandt en masse ord, der passede til mig og 2014, dertil nogle symbolske udklip. Ex fuglebure, fugle udenfor bur.... skulle symbolisere, at jeg var ved at give slip på de stramme fugle malerier.
Da jeg åbnede bogen, der har ialt 8 sider, steg der en duft af timian op. Den ene tørrede plante var timian.
Sidste opgave havde jeg gættet... og havde foldet bogen modsat - grinede da "Anne" som jeg, foldede det forkert... Denne gang var min bog lysere. Igen fandt jeg ord, det var svært, for der var ikke mange planer. Pludselig var bogen alligevel "fyldt" op med symboler, ord, ønsker og "Nytårsforsæt". Handler om kunst.
Tænkte på, hvor glad jeg egentlig altid her været for collage. Hvordan collagen inspirerede til senere brug i malerier.
Jeg har været ca. 7 år, da jeg lavede mine første collager.
Naturligvis havde jeg før klippet og klistret, dog uden bestemt formål.
I et gammelt hæfte havde jeg mine påklædningsdukker. Store Marie og Lille Marie. Jeg havde nogle legekammerater, fordemesterens piger på Stengården. De samlede også på påklædningsdukkerne fra Marie Kiksene.
De var 3 piger, skulle dele. Jeg fik masser af kjoler til mine påklædningsdukker, fordi jeg boede på Store Klint, og kiksene blev brugt i restauranten. Desværre var der altid 10 ens, så der var "byttere" eller bare overskud, at dele ud af.
Noget andet var det når ST. - og lille Marie skulle bo. Det er her collagen kommer ind. Der var ikke mange blade at klippe i, så når kataloget kom fra Dalles Varehus, og varerne var bestilt, fik vi dem. Jeg havde et helt for mig selv.
Vi lavede de dejligste stuer, soveværelser og især køkkener. I gennem flere år udvides rummene med masser af detaljer, og vi byttede, eller mit overskud kom til sin ret. At det var ren primitiv collage, vidste vi ikke.
På et tidspunkt fik jeg en gammel telefonbog, i den gemte jeg mine påklædningsdukker som en hemmelighed. Jeg elskede legen med dem, tegnede nye påklædningsdukker, tøj og de fleste havde deres egne rum.
På et tidspunkt "var jeg for stor til den leg", eller måske var mine legekammerater for store. Der var ingen, at dele glæden med. En dag begravede jeg mine påklædningsdukker. Ingen skulle have dem, de ville ikke forstå min leg, mine drømme. Jeg gravede et hul i en sandskrænt og puttede "telefonbogen der ind. Dermed forsvandt mine første collager.
I dag er skrænten jævnet i forbindelsen med anlægning/bygningen af det nye Center på Møns Klint.
Bogen var sikkert for længst fortæret af orme m.m.
AB.
    

Ingen kommentarer: