mandag den 9. april 2012

Påske tur april 2012

Det var 1. påskedag. Morgenbrød, blødkogte æg og rigtig kaffe. Vejret tegnede godt blå himmel og sol. 1. påskedag skal der ske noget anderledes.
Bent ved det ikke - jeg vil ikke bekymre ham forud, så han får det sent at vide. Vi skal nemlig ud at køre, vi skal ud at se på kunst.
"Kunst Runden Sydvestjylland 2012". Der er en folder med alle de 91 udstillings steder, og en lille beskrivelse af udstillerne.
I går aftalte jeg med Sigrunn, at vi ville komme der. Vrøgum.
Kl. var over 11, inden vi kom afsted, vi valgte først at besøge Mary Lou Nørgaard.
Jeg har igennem mange år jævnlig set hendes billeder. Hun har "flyttet" sig, maler store stærk koloristiske malerier. Havde lidt tid alene, og gik rundt og så malerierne, glade farver, store bevægelser malet i olie. Det var hyggeligt, at der blev en kort pause mellem besøg til lidt snak, og også, at der kom flere, må ses en anden dag.
Bent satte gps'en på igen, kan ikke finde vej uden.
Denne gang var det Holsted, Galleri 46. Kunstneren Jørgen Printz Steinike.
Han maler, underviser og samarbejder med Sydjysk Kunstforening med udstillinger i sit Galleri. Jørgen kan også lide farver, det gør hans malerier glade og sætter fornemmelser igang af forår, sommer ..... Jeg kan kun lade mig inspirere af dem.
Der blev igen en kort pause, fik en lille snak, inden nye besøgende kom, vi kan begge lide Nolde, og er enige om, at mange kunstnere er kreative i deres haver. Jørgens have er også spændende, selv om han han mente, at der manglede en "havemand" lige nu.
Fik lige en hilsen med til Sigrunn.
Så kom vi igen ud i bilen med en ny adresse. Anna Marie Junker i Gørding.
Hun maler og har deltaget kurser på Århus Kunstakademi.
Hende kendte jeg slet ikke. Vi blev budt ind i den private bolig, fantastisk at stille hjemmet til åbent skue. Der var keramik over det hele, og egne malerier. Keramikken var skulpturel, ikke serier af et eller andet. Jeg var imponeret, og så var hun et meget åbent fortællende menneske.
Hun havde desværre oplevet konkurrence jalousi og misundelse. Har også behov for at kende ligestillede kunstnere, som vi andre. Hvor er jeg glad for min lille keramik klub -
Hele arrangementet er censureret, og en del kunstnere er valgt fra. Nogle er blevet " ramt" og føler, det er uretfærdigt, og det medfører en del negativ vrede. Sådan er det. Alt for mange melder sig, kun et vist antal kan deltage, så bruges censur - det samme på udstillinger.
Vi så at AM havde et rum til maling og et stort værksted til keramikken. Jeg var meget imponeret over den flid, mængde og især iderigdom. Hun er slet ikke bange for med leret, at forsøge med risiko for at det går i stykker ... blander selv ler, bruger f.eks. popkorn i leret m.m. Det var et spændende møde. AM havde også en dejlig stor have og "havestue" med masser af lys. Det var en oplevelse. Hun havde netop købt en ny bog glædede sig til at komme videre......
Vi samler mærker til gevinst lodtrækning skal besøge 4 steder, så vi når det også.
Næste udstiller er i Vrøgum, Sigrunn Asbjørg.
Vejviseren sendte os mod Esbjerg, ikke den vej vi plejer. Vi var på motorvej, motor bilvej og følte at turen var nemmere og hurtigere, mere lige ud, og vi kom slet ikke til Varde ....
Sigrunn er en norsk veninde. Det begyndte med, at vi havde fælles veninder på kryds og tværs og mødtes jævnligt. 5 der alle havde tilknytning til Norge. Vi så hinanden til fødselsdage m.m.
En var min penneveninde fra barndommen, og en anden gik jeg i flere år på keramikkursus med, de 2 andre var mere deres venner. Nu er vi 3 tilbage, og vi holder stadig sammen, har noget fælles, vores kunstinteresse og at Sigrunn og jeg maler.
Turen er helt uforpligtende - alligevel bliver der disket op når vi kommer. Der duftede af vafler helt ud til Sigrunns atelier.
Vi så hendes sidste produktion. Det var større - og nogle mindre malerier, farverne er fantastiske, jeg ved ikke, hvad jeg bedst kunne lide. Det er oliemalerier, og der er en farveeksplosion i de sarteste farvetoner. Det giver en fornemmelse af vejr, masser af duft, store vidder, på nogen malerier er der Sigrunns får eller en hytte.Min fantasi leder mig mange steder hen.
Det er Danmark med et meget norsk islæt, kun den forskel, at det er lyse glade malerier. Måske fordi Sigrunn bor så tæt på Vesterhavet inspirerer lyset....
Der var besøg, så vi hilste lige på og gik ind til manden. Sigrid havde været der som alt muligt hjælper i 3 dage, hun så lidt træt ud på sidstedagen. Der blev lige så meget pause mellem besøg, at vi alle kunne drikke kaffe sammen alle 5, spise vafler og endte med lagkage. Bent hyggede sig med A. og jeg gik ud i atelieret og snakkede lidt der, inden turen igen gik hjemefter.
Det havde været en dejlig tur, vejret var skønt, køligt med sol, 7-8 grader, påskens bedste dag.
Havde lidt lam fra dagen før, oven på al det brød og kage, skulle der varmt til.
En dag med mange positive indtryk, som vi begge fandt spændende.
Vi nåede 4 besøg -
Da vi forlod Vrøgum, kom nogen styrtende, om de kunne nå det inden lukketid kl. 17 - det var deres 10. Hvad har de mon søgt, eller fået ud af det? ......
AB

Ingen kommentarer: