fredag den 11. juni 2010

Former i ler

"Det skal du altså med til, det er lige dig".
En person, som jeg har kendt i mange år, siger sådan til mig.
Malingen var lagt lidt "på hylden", måske var det godt at komme hjemmefra, at se andre mennesker en gang i ugen.
Da fingrene mødte leret følte jeg formen komme helt af sig selv. Allerede første forsøg lykkedes. Et løg.
Som barn havde vi leget meget med modelervoks - jeg fornemmer endnu, hvordan det smagte. ;-)
Lige nedenfor hotellet, ved "Maglevandsfald", hvor jeg boede dengang, var der blåler i klinten.
Jeg formede små figurer, som tørrede og blev malet med vandfarve, det var ikke let og blev ikke godt. De holdt ikke. År senere forsøgte jeg mig med at sætte figurerne ned i komfuret i køkkenet (Olie fyr, samarbejde med kokken). De revnede og blev naturligvis ikke brændt korrekt. Tænker - at de måske var for tykke eller ikke tørre nok.
I mange år havde jeg endnu de 2 mest vellykkede figurer, små "kinesere" rød og blå.
Dem kunne jeg male på ,da de var "brændt".
Det var indtil jeg startede i Askov, mine første erfaringer med ler.
Jeg mødte en del dejlige mennesker på "aftenskolekursus" (formiddagen), som alle havde samme interesse at forme i ler.
Underviseren var Esther Lervad, et sødt lidt selvudslettende menneske. Hun havde indrettet hele sin kælder til værksted, i gangen stod der på reoler glasurer, der var et arbejdsrum, med plads til 12 ved et langbord, vi sad der sjældent alle på en gang. En sparke- og en el drevet drejeskive, var der også plads til. I et mindre rum var skylle-/glasurrum, her kom der senere en plademaskine og en pølsemaskine til. Der var småredskaber til rådighed, men det blev hurtigt sådan at man købte sit eget, fordi det var fristende at arbejde der hjemme, svært at stoppe efter en inspirerende formiddag.
Ovenpå kælderen var lejligheden køkken og stue, - med udgang til en dejlig have - der kunne man i Esthers keramik hente inspiration. Når jeg tænker på Esther i dag, er det lig med farven "duegrå", lys og let.
Der blev arbejdet med alle former/metoder - og hjælpen var nær, når man var i tvivl. Det blev til rigtig mange år, og mange ting.
Der var mange lertyper, og vi prøvede dem alle. Jeg kunne godt lide at arbejde med blåler og porcelænsler, til de større ting var det dog bedre med chamotte i leret. Formen var vigtig.
Farver kom i anden række. Jeg brød/bryder mig ikke meget om at glasere. Det blev ikke til mange krukker, fade m. m. sammenlignet med andre. Hurtigt fandt jeg ud af, at det mere skulpturelle var mig. I starten lod mig af og til friste til at efterligne fotos, men jeg følte, at det var snyd. I dag ser jeg det, som en øvelse.
Julen betød dengang rigtig meget for mig. Et efterår lavede jeg et juletræ. Det er senere blevet til en del juletræer store, mindre, forblæste - og de første med røde hjerter. Så kom alle nisserne, det er blevet til mange nisser og trolde.
Jeg formede El-len, en "dame" med store bryster, det var rå rødler, senere har jeg malet hende hvid. Min store keramik lampe er også malet hvid, moden skifter, de rød/brune farver passer ikke til tiden.
Jeg forsøgte mig også med drejeskiven, det blev småting. Noget blev godt, andet lidt skævt og noget gik totalt i kludder, men de var ofte skulpturelt og spændende. I det hele taget dyrker jeg lidt det skæve, anderledes og bevægelsen, det kan ses på visse fade/skåle.
Mine former er ofte i meget slyngende bevægelse, jeg trækker en form op, trykkede den, lægger på og skærer væk. Eller jeg starter med en kugle og arbejder videre på den - på det sidste er det blevet heste og fugle - Det er til haven der er ikke plads inde.
Jeg kan nok ikke lade være, må have fingrene i leret, det at skabe af jord - formen, følelsen af at det er godt at røre ved, resultatet.
Nu er vi en lille "flok" der mødes privat hos kunstner Inga Run, det er en anden historie -
Hun havde mere ret, end hun vidste, leret var lige mig.
AB.

Ingen kommentarer: